Nye tal: Inflationen fortsætter med at banke i vejret
Prisstigningerne målt i form af det EU-harmoniserede har nået det højeste niveau, der nogensinde er registreret.
Prisstigningerne fortsætter med at lægge mere og mere pres på danskernes pengepunge. Inflationen i Danmark målt i form af det EU-harmoniserede forbrugerprisindeks steg i maj til 8,2 pct. fra 7,4 pct. i april. Det viser en opdatering fra Danmarks Statistik.
Det er det højeste niveau, der er målt i statistikkens historie. Den går tilbage til 1997.
»Det er voldsomme stigninger, og danskerne mærker det i kroner og øre i dagligdagen,« skriver Lisette Rosenbeck Christensen, der er økonom i Arbejdernes Landsbank, i en kommentar.
»Vi har formentlig ikke set toppen i denne måned, selv om toppen begynder at komme meget tæt på. Meldingen fra rigtig mange virksomheder er forsat, at de forventer at hæve priserne over de kommende måneder, og det stiller bredere prisstigninger i vente for os danskere,« Lisette Rosenbeck Christensen.
Nogenlunde samme toner kommer fra Ledernes Hovedorganisation.
»De stigende priser rammer i høj grad erhvervslivet, der er i gang med at sende regningen videre til forbrugerne ved at hæve deres priser. Det kan være med til at holde inflation høj i længere tid,« lyder det fra cheføkonom i Ledernes Hovedorganisation Niklas Praefke.
Inflationen begyndte at stige i løbet af 2021, men den er for alvor skudt i vejret i år. Danmarks Statistik peger på, at det især er prisstigninger på fødevarer og brændstof, der har trukket inflationen op fra april til maj.
»I et årti har vi vænnet os til en inflation væsentlig under 2 pct., men pludselig oplever vi inflationstal, som vi skal flere årtier tilbage for at finde magen til. Det har fået renterne til at følge med op, og de hastigt stigende renter mindsker efterspørgslen og truer med at slå luften ud af økonomien,« skriver Niklas Praefke.
I Arbejdernes Landsbank vurderer man, at inflationen snart har toppet. Men toppen blev ikke nået i maj, lyder vurderingen.
Det EU-harmoniserede forbrugerprisindeks er lavet, så det kan måle prisstigningerne på en ensartet måde på tværs af landene i Eurozonen og EU. Kaster man et blik ud over Europa, står det klart, at Danmark langtfra er det land, der er hårdest ramt af prisstigninger.
EU-gennemsnittet endte i maj på 8,8, og højdespringeren var Estland med en inflation på 20,1 pct.
»Det er en ringe trøst, at vi slipper billigere end i mange andre EU-lande. Det skyldes først og fremmest, at Danmark er mindre afhængige af olie og gas, som netop er noget af det, der hiver inflationen op i øjeblikket,« lyder det fra Niklas Praefke.