Lavere forbrugertillid varsler ilde for amerikansk økonomi
Et nyt fald i den amerikanske forbrugertillid til det laveste niveau siden februar sidste år tyder på modvind til den amerikanske økonomi.
Det vurderer seniorøkonom i Sydbank Kim Blindbæk efter at have set nærmere på tallene.
- Den lave forbrugertillid er desværre et forvarsel om, at forbrugerne vil holde mere igen med forbruget i den kommende tid. Det er dårligt nyt for den amerikanske økonomi, hvor forbrugerne er den helt store vækstmotor, som trækker størstedelen af væksten, skriver Kim Blindbæk i en kommentar.
Forbrugertilliden overraskede negativt i juni ved at falde til 98,7 fra 103,2 måneden før.
Til sammenligning var der ventet en tilbagegang til 100,0 ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg.
Tallet for maj blev samtidig revideret ned fra oprindeligt oplyst 106,4.
Underindekset for den nuværende situation landede på 149,6, efter at det var på 147,4 måneden før, mens forventningsindekset faldt til 66,4 i juni fra 77,5.
Matheden blandt forbrugerne skal ses i lyset fa den højeste inflation i flere årtier, der udhuler forbrugernes købekraft i hastigt tempo.
Til gengæld er arbejdsmarkedet stærkt, og forbrugerne havde formentlig set noget sortere på økonomien, hvis ikke det havde været for store opsparinger og en høj grad af jobsikkerhed, vurderer Kim Blindbæk.
- På trods af faldet i forbrugertilliden ligger den fortsat på et højt niveau set i et historisk perspektiv. Vi kommer dog ikke udenom, at der er trukket mørkere skyer ind over den amerikanske økonomi, lyder vurderingen.
MarketWire