Fortsæt til indhold

Putin erkender tech-problemer i sjælden indrømmelse: »Kolossale udfordringer«

Sanktionerne mod Rusland gør især ondt inden for it og teknologi. Nu indrømmer præsident Putin, at landet har store problemer med at finde alternativer eller producere selv.

Sanktionerne bider, indrømmer Vladimir Putin nu. Foto: AP Photo/Alexander Zemlianichenko
Økonomi

Da Rusland angreb Ukraine i februar, og sanktionerne regnede ned over russerne som modsvar, var der fra vestlig side håb om, at det hurtigt ville tvinge den russiske økonomi i knæ.

Sådan gik det ikke, selvom der jævnligt er udfordringer på grund af sanktionerne. Senest en mangel på pomfritter i den nyåbnede, russiske udgave af McDonalds-kæden.

Men manglende adgang til højteknologiske produkter fra vestlige lande gør ondt nu. Det indrømmer Ruslands præsident Vladimir Putin i en videokonference med embedsmænd om Ruslands strategiske mål, rapporterer Bloomberg.

Rusland står overfor »kolossale udfordringer« på grund af manglen på højteknologiske produkter, sagde Putin, i en sjælden negativ tone om Ruslands situation. Men Rusland vil ikke give op, lød budskabet. Russiske leverandører skal i stedet »intensivt« arbejde på at finde løsninger.

Putin nåede dog også at skælde ud på det statsejede russiske selskab Rostec for ikke at levere de forventede produkter inden for internet-teknologi.

På en række områder har det været muligt for russerne at finde alternativer til vestlige leverandører lokalt eller i for eksempel Kina. Andre produkter har Rusland fået adgang til via mellemmænd. Men en lang række højteknologiske produkter lader sig ikke lige erstatte eller kan findes på det ’grå’ marked.

Manglen på computerchips er velbeskrevet og et stort problem for Rusland, fordi kun selskaber fra vestlige eller allierede lande som Sydkorea og Taiwan kan producere de mest moderne chips. Samtidig har den russiske industri i stor stil købt højteknologi fra Tyskland til produktionen, hvilket nu også giver problemer for russerne.