Laveste niveau siden krigen brød ud: Forbrugere kan varme sig ved lavere gaspriser
Prisen for naturgas er faldet til det laveste niveau siden Rusland invaderede Ukraine i slutningen af februar sidste år.
Det er ikke kun det tiltagende forårsvejr, som danskerne kan varme sig på. De danske naturgaskunder kan nemlig også varme sig ved tanken om, at de europæiske naturgaspriser fortsat falder og er nu ca. 45 euro pr. megawatt.
Prisen har således ramt det laveste niveau, siden Rusland invaderede Ukraine den 24. februar sidste år, og er faldet med tæt på 85 pct. siden den nåede sit højeste niveau i sensommeren 2022.
Det er dog værd at være opmærksom på, at priserne fortsat er høje historisk set.
»Der er stadig tale om priser, som er 3-4 gange højere end før Ruslands overfald på Ukraine,« oplyser Per Hansen, som er investeringsøkonom hos Nordnet, i en mail til Finans.
Og ifølge Per Hansen det er ikke kun naturgaskunder, der kan glæde sig over udviklingen.
»Lavere naturgas priser har ikke kun betydning for naturgaskunderne, da naturgas ikke sjældent er det marginale energiinput ved elektricitetsproduktion. Derfor betyder lavere naturgaspriser alt andet lige formentlig også lavere elpriser,« skriver Per Hansen.
Efter krigen brød ud i Ukraine, og det blev gjort tydeligt, hvor afhængige Europa var af russisk energi, spåede mange, at de europæiske lande ville gå en hård vinter i møde med mangel på energi og økonomisk recession.
Den hårde vinter er imidlertid i store træk udeblevet, og det skyldes blandt andet de dalende naturgaspriser, oplyser Per Hansen.
»Det er ikke givet, at det i fremtiden bliver meget nemmere at skaffe den fornødne energi, men her og nu kan forbrugerne ånde lettet op for denne vinter. Lavere energipriser har sammen med fuld beskæftigelse været de afgørende faktorer bag ved, at Europa formentlig ikke får en økonomisk tilbagegang,« skriver han.



