Banker i modvind spreder dårligt humør på USA’s børser
Med endnu en bank i store problemer var der ikke meget optur på de amerikanske børser. Balladen påvirkede også prisen på olie og guld.
Det blev endnu en dag, hvor bankkrakket hos Silicon Valley Bank sendte sorte skyer over markederne. Denne gang sekunderet af usikkerheden i Schweiz, hvor banken Credit Suisse er kommet i problemer.
Dermed blev det ikke kun bankerne i Europa, som fik høvl. Der var nemlig heller ikke glade dage på den anden side af dammen, hvor børserne lukkede klokken 21 på grund af USA’s lidt tidligere skift til sommertid.
Værst ramt var de regionale banker, som i risikoprofil minder mest om Silicon Valley Bank. For eksempel faldt aktiekursen hos First Republic Bank med 17 pct. i dag.
Men også de store gryderetter af toneangivende aktier var i modvind. Dow Jones Industrial faldt med 1,2 pct. i løbet af dagen, mens S&P 500 tog en lidt mindre rutsjetur på én procent. Hos Dow Jones trak den meget store flyproducent Boeing dog også ned, da selskabets aktiekurs faldt med 4,7 pct. Det skete ifølge Reuters efter en melding om faldende salg.
I en anden boldgade faldt prisen på olie markant. WTI-råolie dykkede med 4,6 pct. i løbet af onsdagen. Dermed endte prisen for en tønde olie på det laveste niveau i 15 måneder. Her var det også uroen om bankerne, der spillede ind, da det gav en forventning om et lavere forbrug af olie fremover, ifølge Bloomberg.
Til gengæld steg prisen på guld – en sikker havn i en tid, hvor bankerne pludselig ikke længere virker så stabile som for en uge siden. I løbet af onsdag var prisen på guld steget med 0,6 pct., og siden den 9. marts, hvor balladen om Silicon Valley Bank begyndte, er prisen sprunget op med seks procent.