- Opdateret 16/03/2023 kl. 14:32
ECB hæver renten - er klar til at reagere på uro
Den Europæiske Centralbank fortsætter ufortrødent kampen mod den tårnhøje inflation i eurozonen.
Den historiske pengepolitiske stramning fra Den Europæiske Centralbank (ECB) fortsætter, selv om der i løbet af ugen er opstået noget, som kan minde om udsalg blandt storbankerne på det europæiske fastland. ECB har nemlig hævet sin ledende rente endnu en gang, så den stiger fra 2,5 pct. til 3 pct. Det står klart efter dagens rentemøde i Styrelsesrådet, som fastsætter pengepolitikken i euroland.
Det er den sjette renteforhøjelse på mindre end ét år, og dermed er der endnu en gang sat streg under, at centralbanken er i gang med den mest markante stramning af pengepolitikken i sin relativt korte historie.
»Renteforhøjelserne fortsætter ufortrødent. Den seneste tids massive uro har ikke givet slinger i valsen hos ECB, som bliver ved med at kæmpe benhårdt for at få inflationen ned,« konstaterer Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, i en skriftlig kommentar.
Der var på forhånd blevet spekuleret i, om markedsuroen centreret om bankerne ville få ECB til at ryste på hånden, men det har altså ikke været tilfældet. I rentemeldingen bliver det dog understreget, at man fra centralbankens side har fokus på udviklingen.
»Styrelsesrådet overvåger nøje de aktuelle markedsspændinger og er rede til at reagere som nødvendigt for at bevare prisstabiliteten og den finansielle stabilitet i euroområdet. Banksektoren i euroområdet er robust og har stærke kapital- og likviditetspositioner,« lyder i meddelelsen fra ECB, som understreger, at banken er klar til at »yde likviditetsstøtte til det finansielle system i euroområdet, hvis det bliver nødvendigt«.
Onsdag dykkede de europæiske bankaktier mærkbart. Det hele var centreret om den schweiziske storbank Credit Suisse, men flere af de store banker i eurozonen som f.eks. BNP Paribas og Deutsche Bank stod også for skud.
»ECB har haft et utaknemmeligt job i dag. På den ene side vil ECB gerne hæve renten for at bekæmpe inflationen og på den anden side, så er der så meget nervøsitet i det finansielle system i øjeblikket, at det normalt kunne tilsige at holde renten uændret eller måske endda sætte den ned,« skriver Frank Øland, der er chefstrateg i Danske Bank, i en kommentar
Det var de voldsomme prisstigninger, som skyllede ind over Europa og i kølvandet på coronakrisen, som i løbet af sommeren 2022 fik ECB til at hæve sin rente for første gang siden 2011.
De seneste pengepolitiske stramninger fra centralbankens side står i skærende kontrast til perioden fra slutningen af 2011 og frem til sommeren i fjor, for her kendte ECB’s ledende rente kun retning, og det var ned. Det resulterede i, at renten fra midten af 2013 nåede ned under 0, og den nåede helt ned på minus 0,5 pct.
Inflationen i Eurozonen nåede at toppe på 10,6 pct. i oktober sidste år, inden den begyndte at aftage, så den i februar lå på 8,5 pct. målt på årsbasis. På trods af faldet er inflationen fortsat langt, langt over ECB’s målsætning om en inflation på 2 pct.
»Dagens store renteforhøjelser sender et klart signal om at bekæmpelsen af den høje inflation har absolut førsteprioritet i ECB. Dertil får ECB også sendt et klart signal om, at den ikke forventer, at den ulmende bankkrise vil komme ud af kontrol. ECB’s budskab ikke er til at tage fejl af: Inflationen er for høj,« skriver Tore Stramer, der er cheføkonom i Dansk Erhverv, i en kommentar.