Fortsæt til indhold

Den danske økonomi har overrasket - storbank ser ikke længere så negativt på udviklingen

Den danske økonomi bliver ikke ramt af negativt vækst i år, som det ellers tidligere var ventet, lyder det i ny prognose fra Danske Bank.

Danske Bank har skruet op for forventningerne til udviklingen i den danske økonomi i år. Foto: Jens Dresling
Økonomi

Den danske økonomis robusthed har flere gange overrasket økonomerne herhjemme, og i Danske Bank har man nu taget konsekvensen af dette og skruet op for forventningerne til, hvordan økonomien i Danmark kommer til at udvikle sig i år.

Hvor landets største bank i sin prognose fra januar ventede, at bruttonationalproduktet (bnp) ville falde med 1 pct. i løbet af 2023, venter Danske Bank nu, at Danmark styrer helt uden om en negativ vækst i år og i stedet kommer til at opleve en positiv vækst på 0,5 pct.

»I Danmark er vi blevet overraskede over, hvor positiv udviklingen har været ind til videre i år. Det skyldes både, at der er registeret et voldsomt opsving i medicinproduktionen, men også at forbrugerne har været en hel del mere villige til at bruge penge, end det tegnede til for et par måneder siden,« skriver Las Olsen, der er cheføkonom i Danske Bank, i en kommentar til den nye prognose.

Selv om den danske økonomi altså har overrasket positivt, er der dog fortsat udsigt til, at økonomien går ned i gear i år.

»Dansk økonomi er inde i en relativt mild afmatning med svagt stigende ledighed og varierende grader af opbremsning i de forskellige brancher. Tab af købekraft og især store rentestigninger dæmper efterspørgslen i ind- og udland, omend det fortsat er meget usikkert præcis hvor meget,« lyder det i prognosen, hvor det dog samtidig bliver understreget, at de danske husholdninger og virksomheder har meget at stå imod med.

Det er ikke kun væksten, der er blevet justeret op i prognosen. Det samme er Danske Banks bedste bud på, hvordan det kommer til at gå med inflationen i år. Hvor Danske Bank tidligere ventede, at inflationen for hele året ville nå ned på et niveau på 4,9 pct., forventer storbanken nu, at inflationen i år vil ende på 5,1 pct.

»Alt i alt har vi opjusteret vores forventninger til prisstigningerne. Det er klart, at der er meget stor usikkerhed om inflationsudsigterne, og ikke kun på grund af energipriser, råvarer og andre globale forhold. Det store samlede efterspørgselspres i dansk økonomi har ind til nu ikke udløst et større selvstændigt pres for højere priser, men det kan godt komme til at ske,« lyder det i prognosen.

Vurderingen af, hvor Nationalbankens ledende rentesats kommer til at ligge ved årets udgang, har også fået et nøk opad. Indskudsbevisrenten lød i slutningen af 2022 på 1,75 pct., og er blevet sat op ad to omgange i løbet af 2023 som følge af en højere rentesats fra Den Europæiske Centralbank, så den nu ligger på 2,6 pct.

I Danske Bank venter man, at renten vil ligge på 3,6 pct. ved årets udgang. Tidligere lød prognosen på en rentesats på 2,45 pct.

Artiklens emner
Dansk økonomi
Danske Bank