Prispresset har bidt sig fast i Europa: »Inflationen er fortsat vanvittig høj«
Inflationen er steget en my i Eurozonen, viser ny opgørelse. Omvendt er den såkaldte kerneinflation aftaget en lille smule.
Den voldsomme prisstorm, som trak ind over Europa på bagkanten af coronakrisen, vil ikke uden videre slippe sit tag i økonomien. Det står klart, efter at Eurostat tirsdag formiddag har offentliggjort sit estimat over inflationen i eurozonen i april.
Estimatet viser, at inflationen i euroland steg fra 6,9 pct. i marts til 7 pct. i april. Omvendt faldt den såkaldte kerneinflationen, hvor man ikke tager energi- og fødevarepriser med i ligningen, fra 5,7 pct. i marts til 5,6 pct. i april.
»Inflationen er fortsat vanvittig høj, og der er stadig et betydeligt prispres i den europæiske økonomi,« skriver Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, i en kommentar.
Inflationen i eurozonen toppede i oktober i fjor, da den nåede op på 10,6 pct. Siden er den faldet fem måneder i træk, men denne stime er altså nu blevet brudt. Alligevel er der en form for optimisme at spore blandt økonomerne herhjemme. Og det skyldes netop udviklingen i kerneinflationen.
»Den faldende kerneinflation giver forhåbninger om at vi nu har set toppen for kerneinflationen. Det er godt nyt, fordi det tyder på, at det underliggende prispres så småt er ved at aftage. Selvom prispresset aftager, er det fortsat alt for stort,« skriver Kristian Skriver, der er seniorøkonom i Dansk Erhverv, i en kommentar.
De samme toner kommer fra Sydbank, hvor man bl.a. henviser til, at aftagende producentpriser betyder, at virksomhederne ikke længere har så travlt med at sætte priserne op over for kunderne, som de havde i 2022.
»Selv om dagens inflationstal stadig er alt for høje, så ser vi flere indikationer på, at inflationen vil falde mærkbart i løbet af 2023,« skriver Mathias Dollerup Sproegel, der er seniorøkonom i Sydbank, i en kommentar.
I Europa fik den høje inflation i 2022 Den Europæiske Centralbank til at sætte gang i en stramning af pengepolitikken. Denne stramning er den mest markante i centralbankens historie, og med dagens tal er der lagt fortsat lagt op til endnu en renteforhøjelse, når der er pengepolitisk møde på torsdag i ECB. Det er i hvert fald vurderingen blandt de danske økonomer.
»Der er ingen tvivl om, at ECB hæver renten på torsdag. Det er blot et spørgsmål om, hvor meget de vurderer at renten skal op,« skriver Allan Sørensen, der er cheføkonom i Dansk Industri, i en kommentar.



