Godt nyt fra USA: Renterne behøver ikke stige så meget som frygtet
Bankkrisen i USA er ikke overstået endnu, og det får konsekvenser for renteniveauet.
Verdens ubetingede rentekonge, Jerome Powell, sendte fredag overraskende gode vibrationer til finansmarkederne.
Det er nemlig ikke sikkert, at det bliver nødvendigt at hæve renterne så meget som forventet kunne den øverste chef for den amerikanske centralbank, FED, kunne fortælle.
Ordene faldt under en tale på ”Monetary Conference in Washington DC”, skriver CNBC.
Baggrunden for den nyfundne optimisme på rentefronten skal ses i lyset af bankkrisen i USA. Den er ikke overstået, men redskaberne til at bekæmpe den fungerer.
Bankernes trængsler kan dog betyde, at det det bliver sværere at låne, fordi kravene for at få kredit skærpes.
Det vil i sige selv lægge grænser for den økonomiske vækst og dermed jobmarkedet og inflationen.
»Som en konsekvens af det behøver vores styrende rente måske ikke at stige så meget,« sagde Jerome Powell med understregningen af, at situationen er meget usikker i øjeblikket.
Størst usikkerhed er der om inflationen, der er den højeste i USA i 41 år. Og den er stadig for høj, fastslog centralbankdirektøren.
»Mange oplever nu høj inflation for første gang i deres liv. Det gør ondt,« udtalte Jerome Powell.
Og inflationen skal ned, understregede han. Det ville være en fejl ikke at bekæmpe den og det ville i sidste ende forlænge problemerne for mange.
»Det ville øge de omkostninger, som rammer familier og virksomheder,« sagde Powell og understregede, at centralbanken fortsat vil arbejde målbevidst for at kvæle den rekordhøje inflation.



