Fortsæt til indhold

Kinas eksport til Nordkorea eksploderede i april

Kinas eksport til diktaturstaten Nordkorea steg eksplosivt i april trods FN's sanktioner.

Et Mærsk-skib lastes i den kinesiske havneby Qingdao i 2016. Foto: Yu fangping.
Økonomi

Kinas eksport til dets diktatoriske naboland Nordkorea steg eksplosivt i april.

Det skriver Reuters.

Faktisk eksporterede Kina for intet mindre end 166 mio. dollars - 1,1 mia kr. - til Nordkorea i den forgangne forårsmåned. Det er hele 69 pct. mere, end hvad man eksporterede for i april 2022, som endda også var et vildt år for kinesisk eksport til Nordkorea.

I hele 2022 eksporterede Kina nemlig for mere end tre gange så meget til Nordkorea sammenlignet med 2021.

På grund af de sanktioner, som FN indførte mod Nordkorea i 2006 grundet landets atomprogram, er det dog ikke alt i verden, som Kina kan få lov at sælge til Nordkorea. Eksempelvis er det ikke tilladt at eksportere militært udstyr, luksusgoder og kul til det isolerede land.

Blandt de mest eksporterede varer fra Kina til Nordkorea finder man derfor også nogle mere usædvanlige varer - heriblandt eksempelvis forarbejdet hår brugt i parykker.

Kina eksporterede nemlig for 11,6 mio. dollars af parykhår til Nordkorea i april. Det gør det til den mest eksporterede vare den måned. På andenpladsen på den liste finder man diammoniumfosfat, der bruges som gødning, og på tredjepladsen finder man ris.

Kina eksporterede for henholdsvis 8,8 mio. dollars og 5,1 mio. dollars af de to varer til Nordkorea i april.

April måned er således også formentlig blot der hidtidige højdepunkt på en tendens for året. I januar til april steg eksporten fra Kina til Nordkorea til 603 mio. dollars sammenlignet med 271 mio. dollars i samme periode sidste år.