»Folk skulle vælge mellem mad og varme. Nu har de ikke råd til noget af det«: Storbritannien hårdere ramt af prisstigninger end resten af Europa
Briterne betaler mere for en række dagligvarer end i europæiske lande som Tyskland og Holland. Udviklingen kommer som følge af landets farvel til EU og et år med inflation.
Langt størstedelen af verden har været hårdt ramt på pengepungen det seneste år, hvor stigende energipriser og buldrende inflation har ædt fortsat større dele af mange menneskers løn.
Der er dog forskel på, hvem der har været hårdest ramt. En ny undersøgelse af supermarkedspriser viser nemlig, at briterne betaler betragteligt mere for en række dagligvarer end både tyskere, hollændere, franskmænd, italienere og spaniere.
Det skriver Bloomberg.
Undersøgelsen, der er lavet af analysevirksomheden Circana, viser således, at briterne har oplevet en større prisstigning på ti forskellige dagligvarer såsom mælk, vaskemiddel, bleer og babymad end i de fem andre europæiske lande.
Eksempelvis betaler de britiske forbrugere 5 euro for en beholder med vaskemiddel sammenlignet med 2,68 euro i Spanien.
Briterne oplever i disse tider da også de værste prisstigninger på mad, landet har set siden 1977, og den stødt stigende pris på dagligvarer har nu erstattet de høje energiomkostninger som den britiske nationalbanks, Bank of England, primære inflationsbekymring.
»Folk er fortvivlede. Før skulle folk vælge mellem mad og varme. Nu har de ikke råd til noget af det,« siger Angela Moohan, der er adm. direktør for anti-fattigdomsorganisationen The Larder, til Bloomberg.
At Storbritannien er så hårdt ramt af stigende priser på dagligvarer er ligeledes vand på møllen for de briter, der har holdt fast i, at det ville ende som en dårlig forretning af forlade EU.
Forskning fra Center for Economic Performance ved London School of Economics har da også vist, at Brexit har kostet britiske forbrugere op imod 5,8 mia pund. - ca. 50 mia. kr. - alene i øgede omkostninger til mad - og det var endda før inflationen for alvor tog fat.
Forskningen tager nemlig kun udgangspunkt i perioden fra 1. januar 2020, da Storbritannien officielt udtrådte af EU, og to år frem til slutningen af 2021.
