ECB løfter renten til højeste niveau i 22 år
Den Europæiske Centralbank (ECB) hæver sin ledende rente med 0,25 procentpoint i forbindelse med torsdagens rentemøde.
Den Europæiske Centralbank (ECB) er ikke i mål med at tæmme den løbske inflation i Europa og hæver sin toneangivende rente med 0,25 procentpoint - et rekordniveau, som ikke er set siden foråret 2001.
Det er realiteten efter dagens rentemøde i ECB’s Styrelsesråd, hvor det blev besluttet at hæve renten for niende gang i streg fra 3,5 til 3,75 pct.
ECB fortsætter dermed sin serie af rentestigninger, som blev indledt for 12 måneder siden og er den mest voldsomme, siden centralbanken blev stiftet.
Hos Dansk Industri vurderer man, at ECB er tæt på at være i mål med rentestigningerne.
»Der kan godt gemme sig et par mindre rentestigninger mere i horisonten, men vi nærmer os rentetoppen,« konstaterer Allan Sørensen, der er cheføkonom i Dansk Industri, i en kommentar.
ECB’s nye renteløft kommer ikke som en overraskelse. Finansmarkederne havde allerede indregnet, at renten skulle stige med et kvart procentpoint.
For bare ét år siden lå ECB’s rente på -0,5 pct. Men Euroområdet måtte vinke farvel til de negative renter, eftersom inflationen bragede op som konsekvens af krigen i Ukraine og de stigende råvare- og energipriser.
Siden efteråret er den europæiske inflation blevet mildere, og i juni lød den på 5,5 pct. Til sammenligning nåede den op på 10,6 pct. i oktober.
Men inflationen er fortsat langt over ECB’s målsætning på 2 pct. Derfor er der sandsynligvis også udsigt til, at centralbanken hæver renten igen på næste rentemøde i september - om end det ikke står mejslet i sten.
Formanden for ECB, Christine Lagarde, har adskillige gange slået fast, at centralbankens beslutning om, hvorvidt renten bør stige mere, hviler på, hvordan de økonomiske nøgletal ser ud. Hvis væksten i Europa slår bak, så har ECB mulighed for at lægge fremtidige rentestigninger på hylden.
»Vi hælder til, at ECB hæver renten en gang yderligere, men vi kan sagtens se for os, at ECB er færdig med at hæve renterne. Hvis prispresset fortsætter med at aftage og de svage økonomiske nøgletal fortsætter de kommende måneder, vil ECB formentlig afholde sig fra at hæve renten yderligere,« bemærker Kristian Skriver, seniorøkonom i Dansk Erhverv.
Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, vurderer i stedet, at renteløftet fra ECB bliver det sidste.
»Men når alt kommer til alt, er det betinget af de økonomiske nøgletal frem til næste rentemøde i september, og døren står åben for en endnu højere rente,« betoner han i en kommentar.
For en måned siden undlod USA’s centralbank (Fed) at hæve sin rente for at se konsekvenserne af stigningerne an. Pausen varede til onsdag i denne uge, hvor centralbanken hævede renten med 0,25 procentpoint.
Mens Feds renteløft - som bragte renten i USA op i 5,25-5,5 pct. - spås til at være det sidste i denne runde, så er billedet måske ikke det samme i Europa, da ECB vurderes at være længere ”bagud” med rentestigningerne.
»Det globale inflationspres er dog hastigt på vej ned, og det kan meget vel betyde, at rentetoppen er nær. Faktisk så tror vi, at både ECB og Fed har affyret det sidste skud med rentebøssen,« skriver Mathias Dollerup Sproegel, der er seniorøkonom i Sydbank.
Las Olsen, der er cheføkonom i Danske Bank, påpeger, at ECB står i et dilemma.
På den ene side er inflationen fortsat for høj, men på den anden side bliver afmatningen i økonomien mere tydelig. Derfor er der en klar risiko for, at ECB strammer sin pengepolitik for hårdt og udløser en tilbagegang i økonomien.
»Men det skal altså holdes op imod risikoen for, at inflationen bider sig fast på et for højt niveau, og det har altså ind til videre vejet tungest,« fastslår han.
Frederik Engholm, der er chefstrateg i Nykredit, mener, at den seneste renteforhøjelse ser ud til at være overflødig, fordi den europæiske økonomi lader til at tabe fart i et hastigt tempo.
»Meget tyder på, at eurozonens økonomi netop nu enten står stille eller går en smule tilbage. Dermed bør inflationspresset tage af “af sig selv”,« understreger han.


