Fortsæt til indhold

Kronen når den laveste kurs over for euroen i årevis: Kan betyde rentestigninger

Det er tre år siden, at den danske krone sidst har været så svag over for euroen, og det risikerer at betyde rentestigninger, fortæller Søren Kristensen, der er cheføkonom i Sydbank.

Kronen har de seneste år været stærk over for euroen, og det har været en fordel for boligejerne, da Nationalbanken ikke har været nødt til at hæve sin rente ligeså meget som Den Europæiske Centralbank. Foto: Thomas Borberg
Økonomi

Gennem de seneste år har en solid økonomi og et betragteligt overskud på betalingsbalancen resulteret i, at kronen har været bomstærk over for euroen. Men de seneste seks måneder har historien været en anden.

For den danske krone har vendt snuden nedad i forhold til euroen og er i dag den svageste tre år. Nu koster 100 euro 746,05 kr. mod 743,65 kr. i starten af året. Forskellen er ikke kæmpe, men den er værd at bemærke.

Således mener Søren Kristensen, cheføkonom i Sydbank. Han peger på, at den danske krone med dagens udvikling på valutamarkederne er dalet til en kurs, der er på ”den svage side af centralpariteten over for euroen”.

Med andre ord er kronekursen i den lavere ende i forhold til midten af den faste kurs, der føres over for euroen og må svinge med +/- 2,25 pct.

»Den danske krone har længe været bomstærk, men den fortælling lider måske et lille knæk for tiden,« skriver Søren Kristensen i en kommentar og betoner, at det kan være med til at udløse stigende renter i Danmark.

Årsagen er netop, at den danske krone har være så stærk i en periode, at Danmarks Nationalbank ikke har været nødt til at hæve renten i samme omfang som Den Europæiske Centralbank (ECB). Og det har været en fordel, da den danske rente er 0,4 pct. lavere, end den er i eurozonen.

Boligejere med flekslån har især haft fordel af det, da deres rente er mere eller mindre bundet op på udsvingene i Nationalbankens ledende rente.

Kronen har været understøttet af, at økonomien har været robust, mens store virksomheder som Mærsk og Novo Nordisk har skovlet penge ind og fået betalingsbalancen og efterspørgslen på kroner til at eksplodere.

For at holde den danske krone inden for fastkursspændet med euroen har Nationalbanken ifølge Søren Kristensen holdt renterne i Danmark lavere for at ”straffe” investorerne for at have kroner i stedet for euro.

»Den fortælling krakelerer dog lidt lige nu, da kronen er blevet svækket over en længere periode,« skriver han og tilføjer, at udviklingen måske er et resultat af, at forskellen i renterne alligevel er blevet lige stor nok.

Han slår fast, at det er svært at sige, hvad der har drevet svækkelsen af kronen i dag, men at det kan være relateret i store kursudsving i aktier som Vestas og Ørsted. På den anden side kan det også hænge sammen med, at en eller flere store investorer sælger ud af deres danske kroner.

Bevægelsen i kronen vil ifølge cheføkonomen holde Nationalbanken på tæerne, men den har masser af værktøjer i kassen til at forsvare kronens faste kurs over for euroen. Først og fremmest i form af støtteopkøb ved hjælp af en krigskasse med udenlandsk valuta for cirka 600 mia. kroner.

»Den kan de starte med at spendere, men hvis det ikke er nok, så kan renten også løftes for på den måde at lokke lidt flere investorer ind i danske kroner igen,« understreger Søren Kristensen og fortsætter:

»Det er ikke umiddelbart vores hovedscenarie, men hvis udviklingen fortsætter, så kan det hurtigt betyde lidt højere renter herhjemme.«

Artiklens emner
ECB-renten
Investering