Fortsæt til indhold

Det er ventet, at svenske Klarna skal børsnoteres: Nu har selskabet med Bestseller-ejer i ejerkredsen landet stor aftale

Det svenske selskab Klarna, som tilbyder betalingsløsninger, har indgået en partnerskabsaftale med Uber.

Anders Holch Povlsen ejer ca. 10 pct. af svenske Klarna via investeringsselskabet Heartland. Foto: Joachim Ladefoged
Økonomi

Det svenske selskab Klarna, der har Bestseller-ejeren Anders Holch Povlsens i ejerkredsen, har fået en stor aftale på plads forud for en ventet børsnotering.

Betalingsløsningsselskabet, som er kendt for ”køb nu, betal senere”-løsninger har indgået en aftale med Uber, oplyser Klarna i en pressemeddelelse. Med aftalen bliver Klarnas løsninger nu tilgængelige via Ubers platforme, hvor kunderne kan betale for ydelsen med det samme og samtidig holde styr på betalingerne via Klarnas app.

Løsningen er allere oppe at køre i USA, Tyskland og Sverige, oplyser Klarna.

»Vores partnerskab med Uber er en væsentlig milepæl, da det vil give forbrugerne endnu mere fleksibilitet og bekvemmelighed,« lyder det bl.a. i en udtalelse fra Sebastian Siemiatkowski, adm. direktør og medstifter af Klarna, i pressemeddelelse.

I flere år har Klarna været rygtet på børsen, og snakken fik ekstra næring i slutningen af 2023, da der blev oprettet et britisk holdingselskab i forbindelse med en ny selskabsstruktur.

I den forbindelse udtalte en talsperson fra Klarna til flere internationale medier, at det var et »vigtigt første skridt mod en eventuel børsnotering«.

Dengang blev Anders Holch Povlsens investeringsselskab Heartland nævnt som én af de aktionærer, der havde nikket ja til dette skridt. Noget Heartland med Lise Kaae i spidsen dog ikke ønskede at kommentere.

»Vi har ingen kommentarer pt. For så vidt angår Klarnas tanker om IPO (børsnotering, red.), henviser vi til Klarna,« lød det dengang i en mail fra Lise Kaae.

Klarna blev i forbindelse med en kapitalrejsning prissat til 46 mia. dollars, og det fik erhvervsmediet Bloomberg til at kalde Klarna for Anders Holch Povlsens største aktiv. Med andre ord havde Anders Holch Povlsens ejerandel på ca. 10 pct. af Klarna en større værdi en Bestseller.

Siden har Bloomberg beskrevet, hvordan Klarna var i dialog med investeringsbanker om en børsnotering til en værdi af 20 mia. dollars.

Artiklens emner
Klarna
Uber