Fortsæt til indhold

Onsdag kan Federal Reserve-melding påvirke alt fra aktier til boligmarked

Federal Reserve har tidligere signaleret, at den ville sænke sin ledende rente tre gange i år. Forventningen er, at der i forbindelse med onsdagens rentemøde vil blive signaleret et lavere antal rentesænkninger.

Siden sommeren i fjor har meldingen fra Federal Reserve været den samme. Ingen ændring i renteniveau. Den fortælling kommer efter alt at dømme til at gentage sig onsdag. Foto: AP Photo/Seth Wenig
Økonomi

Det sidste spinkle håb om en rentenedsættelse i løbet af sommeren fra verdens vigtigste centralbank, Federal Reserve (Fed), klaskede fredag eftermiddag dansk tid sammen som en sørgelig soufflé, da den amerikanske jobrapport viste, at der var langt mere saft og kraft i arbejdsmarkedet end ventet.

Det betyder, at et helt særligt dokument kommer til at indtage en endnu mere central rolle onsdag aften, når Fed kommer med sin rentemelding. Og indholdet af dette dokument vil kunne sende dønninger hele vejen til de danske boligejere.

»Det er det, jeg og alle andre vil holde øje med,« siger Mikael Olai Milhøj, chefstrateg i Sterna Capital Partners, med henvisning til det såkaldte dot plot.

Det forventede indhold af dokumentet vender vi tilbage til om lidt. Først skal vi lige have baggrunden for denne uges pengepolitiske møde i den såkaldte The Federal Open Market Committee (FOMC), som fastsætter pengepolitikken i USA, på plads.

Sådan så det såkaldte dot plot fra medlemmerne af Federal Open Market Committee under Federal Reserve ud i forbindelse med det pengepolitiske møde i marts. Foto: Screendump

Tilbage i december 2023 signalerede Fed med Jerome Powell i spidsen via netop dette dot plot, at den ventede tre rentenedsættelser i år. Det samme signal kom i forbindelse med mødet i marts. Udfordringen for Fed har dog været, at inflationen har vist sig så genstridig, at den fortsat ligger et godt stykke fra målsætningen på 2 pct.

Kombinerer man den høje inflation med fredagens jobrapport, rimer det ikke på en snarlig rentenedsættelse. Jobrapporten fik f.eks. storbanken Citi, som tidligere havde ventet en rentenedsættelse i juli, til i stedet at sætte et kryds ud for rentemødet i september.

Ser man på finansmarkedets forventning, er det så godt som sikkert, at Fed vil fastholde renten uændret i spændet mellem 5,25 pct. til 5,5 pct., hvor den har ligget siden juli 2023.

Renten blev banket op i dette niveau, efter at Fed i foråret 2022 som følge af et tiltagende prispres satte gang i det, der udviklede sig til den mest markante stramning af pengepolitikken i flere årtier.

Og man skal frem til september, før markedet igen ser en rentenedsættelse som en mulighed.

»Der er ikke nogen udsigt til, at Fed kommer til at foretage sig noget på de kommende møder,« konstaterer Kim Fæster, chefanalytiker i Jyske Bank.

Og her kommer Feds dot plot ind i billedet igen. Dokumentet indeholder en angivelse af, hvor hvert medlem af FOMC forventer, at styringsrenten skal ligge i fremtiden.

Lægger man hvert enkelte medlems vurdering sammen, får man en indikation af, hvilken vej man i Fed venter, at renten kommer til at bevæge sig hen.

Dot plot-dokumentet bliver opdateret fire gange om året, og den seneste version fra marts pegede i retning af tre rentenedsættelser på 0,25 procentpoint i løbet af i år.

»Det er interessant, hvad den nye viser, og hvor meget man er vendt på en tallerken. Signalerer man to rentenedsættelser, en rentenedsættelse, eller har man helt opgivet at sætte renten ned i år?« siger Mikael Olai Milhøj.

Kaster man igen et blik ud over markedet, er forventningen, at der vil være fjernet i hvert fald én rentenedsættelse i det opdaterede dokument.

»Men der er fortsat en risiko for, at der bliver signaleret én rentenedsættelse,« siger Kim Fæster.

Logikken her er, at jo færre rentenedsættelser Fed signalerer, desto mere vil det lægge et opadgående pres på rentemarkedet og et nedadgående pres på aktiemarkedet. Det modsatte var nemlig tilfældet så sent som i december i fjor, da Fed og Jerome Powell lavede en vending.

Hvor man i den store centralbank i perioden frem til december havde talt om, at pengepolitikken skulle være stram i en længere periode, åbnede man døren for rentenedsættelser. Og det satte gang i noget nær en fest på finansmarkederne, og derfor er markedet rykket længere ud på stolekanten, i takt med at rentenedsættelserne er udeblevet.

»Det kan rykke en del på markederne. Markederne er ret følsomme over for den forventede pengepolitik, og da der er usikkerhed om, hvad der bliver signaleret, kan vi se nogle udsving. I begge retninger. Hvis man er blevet mere bekymret for inflationen og tror på færre rentenedsættelser, kan det resultere i højere renter og lavere aktiekurser,« siger Mikael Olai Milhøj.

Og disse dønninger vil kunne nå hele vejen over Atlanterhavet til de danske boligejere.

»Det kan godt rykke lidt på de lange renter. USA har en pæn indflydelse på de finansielle markeder, og den 10-årige amerikanske rente er ledestjernen for renterne i hele verden,« siger Kim Fæster.

Artiklens emner
Amerikansk økonomi
Federal Reserve