Fortsæt til indhold

Regeringens nye skøn: Så meget kommer huspriserne til at stige

I en ny prognose fra fra regeringen er der fortsat lagt op til stigende huspriser. En anden del af boligmarkedet kan blive ramt af prisfald.

Der er fortsat udsigt til stigende priser for landets husejere. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Økonomi

Når landets husejere kaster et blik ud ad vinduet, er der prisstigninger i sigte så langt øjet rækker. I hvert fald lægger regeringen i sin nye prognose - der bliver kaldt økonomisk redegørelse - for dansk økonomi op til stigende priser i år og i 2025.

»Boligpriserne understøttes af stigende indkomster og en fortsat høj beskæftigelse, der i kombination med gradvist lavere renter betyder, at potentielle boligkøbere har et større beløb til rådighed til boligkøb,« lyder det i rapporten.

Hvis regeringens økonomer får ret i deres skøn, kommer huspriserne i år til at stige med 2,7 pct., mens stigningen til næste år kommer til at ligge på 3 pct.

Selv om der fortsat er lagt op til prisstigninger, er der rent faktisk tale om en nedjustering af skønnet for i år. I den seneste økonomiske redegørelse fra maj ventede regeringen nemlig, at huspriserne ville stige med 3,2 pct. i år.

For 2025 er der ikke rykket på skønnet.

»Der er dog tale om en prisudvikling i den mere afdæmpede ende. Vi er overordnet set på linje med regeringen i deres afdæmpede, men positive, forventning til huspriserne,« skriver Brian Friis Helmer, der er privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, i en kommentar.

Tager man prognosen og omregner det til kroner og øre, svarer det til, at et gennemsnitligt parcelshus på 140 m2 sammenlignet med 2023 vil opleve en stigning i friværdien på 130.000 kr., når vi når til 2025, viser beregninger fra Arbejdernes Landsbank.

Økonomisk Redegørelse indeholder ikke et konkret skøn for prisudviklingen på markedet for ejerlejligheder. Men det bliver påpeget, at denne del af markedet kan blive ramt af prisfald som følge af de højere boligskatter, som med det nye boligskattesystem vil kunne mærkes hos køberne af ejerlejlighederne.

»Udviklingen i 2. kvartal med prisfremgang på ejerlejligheder i København peger dog på, at risikoen for store prisfald er mindsket,« fremgår det af prognosen.

Man skal ikke langt tilbage i tiden, før det ikke kun var markedet for ejerlejligheder der ifølge regeringens prognose kunne komme under pres. For to år siden lød vurderingen i økonomisk redegørelse, at huspriserne ville falde med 4,8 pct. i 2023, og i foråret 2023 ventede man prisfald på 8,4 pct.

Da Danmarks Statistik kunne gøre udviklingen i det forgangne år op, viste tallene et prisfald på 2,7 pct.

Artiklens emner
Boligmarked
Regeringen