Den globale elite samles i en bjergby i Schweiz: »Det er den mest komplicerede geopolitiske situation i årtier«
Flere danske topchefer drager til årsmøde i World Economic Forum i Davos i en tid, hvor udfordringerne i lighed med de seneste år tårner sig op. I den schweiziske alpeby får de selskab af verdens mægtigste mand i form af Donald Trump. Fra distancen vel at mærke.
Forhindringerne står nærmest bogstaveligt i kø for de ca. 3.000 ledere fra alle dele af verden, når de tager turen op i mere end 1.500 meters højde for at deltage i årsmødet i World Economic Forum (WEF) i den schweiziske alpeby Davos.
Og så kan de bruge turen op i de højere luftlag til fundere over, hvad verdens mægtigste mand vil bruge sin taletid på, når han på afstand indtager talerstolen på den største scene i kongrescenteret torsdag. Det vender vi tilbage til.
Vi begynder med de udfordringer, verden står over for.
For at nævne et par stykker er kloden lige kommet ud af det varmeste år nogensinde registreret, den globale vækst er ganske vist positiv, men den ligger under trenden, og samtidig har gælden på verdensplan nået det højeste niveau siden slutningen af Anden Verdenskrig.
For at det ikke skal være nok, er verden i fuld gang med at skifte ham fra en verdensorden til en anden med al den uro og usikkerhed, som det medfører.
Sådan lyder det fra Børge Brende, præsident i World Economic Forum, i et interview med Finans forud for årsmødet, der officielt bliver skudt i gang mandag aften.
»Det er den mest komplicerede geopolitiske situation i årtier,« siger Børge Brende.
Mens vi ved, hvad vi kommer fra – en verdensorden, hvor USA siden Sovjetunionens fald i en meget unipolær verden har siddet ved bordenden – så er det på nuværende tidspunkt usikkert, hvor vi ender.
»Derfor er det afgørende, at vi ikke ender med, at jungleloven vender tilbage. Jeg håber, vi indser, at samarbejde er essentielt, selvom vi er i en tid med stor konkurrence mellem lande og regioner,« siger Børge Brende.
Så er tonen slået an for det 55. årsmøde i World Economic Forum, hvor temaet denne gang er ”Collaboration for the Intelligent Age”.
»Når vi nu bevæger os mod en multipolær verden, håber jeg, det sker med et sæt regler. Vi har prøvet multipolaritet uden multilateralisme før i Europa. Det resulterede i Anden Verdenskrig. Det skal vi være opmærksomme på,« siger Børge Brende, der samtidig får understreget, at han ikke ser nogen stor sandsynlighed for, at den nuværende situation ender med en egentlig verdenskrig.
Det har bl.a. atomvåben, Hiroshima og Nagasaki mindsket risikoen for, påpeger han. Og så ved lederne af verdens største lande inderst inde godt, at samarbejde er nødvendigt, lyder analysen.
Det vil f.eks. blive understreget, hvis eller når verden igen bliver ramt af en pandemi.
»Lige nu spreder fugleinfluenza sig i USA, men det er ikke kun et amerikansk problem. Om et par uger kan det også være et europæisk eller kinesisk problem. Og det samme gælder for eksempel cybersikkerhed. Jeg tror, at selv i en meget konkurrencepræget situation forstår USA og Kina, at de på visse områder har fælles interesser,« siger Børge Brende.
Det gælder også i forhold til økonomien, hvor omlægninger af forsyningslinjer i de seneste år har fyldt mere og mere, og hvor ord og begreber som friendshoring, nearshoring og China plus one har fundet vej til ordbøgerne.
»Hvis USA og Kina fuldstændig bliver afkoblet økonomisk, vil det koste os 8 til 10 procent af det globale bruttonationalprodukt (bnp). Det ville resultere i den værste økonomiske krise siden Depressionen, så jeg tror ikke, det vil ske,« siger Børge Brende.
For dem, der ikke har deltaget i årsmødet i World Economic Forum, kan det måske bedst sammenlignes med Folkemødet på Bornholm. Bare på steroider.
Hvor man i Allinge kan møde folketingspolitikere, kan man i Davos f.eks. møde Ursula von der Leyen eller ledere af delstater i Indien. Og hvor det til Folkemødet er en topchef for et C25-selskab, som møder op, så kommer Amin H. Nasser til alpebyen. Han er topchef i Saudi Aramco, der er verdens sjettestørste selskab målt på markedsværdi. Og sådan kunne man fortsætte i bedste Peter Ingemann-stil.
Årsmødet fungerer som en platform, hvor ledere fra de forskellige dele af samfundet kan mødes for at diskutere forskellige dagsordener.
Men årsmødet adskiller sig fra andre topmøder ved, at man ikke arbejder frem mod en decideret aftale inden for et givent område som f.eks. ved klimatopmøderne. I stedet foregår dialogen i det officielle program via en lind strøm af sessioner, hvor en bred vifte af emner bliver debatteret.
Og håbet hos Børge Brende er, at årsmødet kan være med til at pege verden i en bedre retning ved hjælp af dialog.
»Der vil være 60 statsoverhoveder og regeringsledere, 250 ministre og 900 globale topchefer fra førende virksomheder, ledere fra civilsamfundet, fra fagforeninger og religiøse ledere. Så alle ingredienserne er der for at få succes. Men det, jeg oplever, er, at i en mere polariseret og fragmenteret verden, er det svært at få folk, der ikke er enige med hinanden, til at sidde i samme rum.«
Et eksempel, som Børge Brende nævner i denne sammenhæng, er, at Demokraterne i USA ser CNN, mens folk, som stemte på Trump, ser Fox News.
»Men vi prøver virkelig, virkelig hårdt, og jeg tror, vi vil have succes på nogle områder med at bringe folk sammen i dialog. Og så vil vi se, om det kan danne grundlag for en køreplan, hvor tingene bevæger sig i en bedre retning,« siger Børge Brende.
Hvor kategorien af stats- og regeringsledere sidste år bl.a. talte den kinesiske premierminister, Li Qiang, Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og Volodymyr Zelenskyj fra Ukraine, har rygterne i år svirret om, at Donald Trump ville komme til Davos.
»Det ville selvfølgelig være godt, hvis Donald Trump var en af de statsoverhoveder eller regeringsledere, der kommer. Men han bliver indsat som præsident på mandag, og vores program begynder tirsdag. Trump er den eneste amerikanske præsident, der er kommet to gange. Så vi er optimistiske med hensyn til, at Trump vil komme mindst to gange i løbet af de næste fire år,« siger Børge Brende i interviewet med Finans.
I forbindelse med et pressemøde, som fandt sted efter interviewet med Finans, kunne Børge Brende løfte sløret for, at Donald Trump kommer til årsmødet. Men ikke i fysisk form. Han vil i stedet tale til forsamlingen via en videoforbindelse, hvor der samtidig er lagt op til, at han vil svare på spørgsmål fra salen.
Kaster man et blik ned over listen af deltagere fra Danmark, er den danske regering i år repræsenteret af to ministre i form af erhvervsminister Morten Bødskov (S) og beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S). Den danske EU-kommissær for energi- og boligområdet, Dan Jørgensen, har også meldt sin ankomst.
Det danske erhvervsliv er også stærkt repræsenteret i form af bl.a. A.P. Møller - Mærsks topchef, Vincent Clerc, Carlsbergs ditto, Jacob Aarup-Andersen, Vestas’ topchef, Henrik Andersen, Ørsteds topchef, Mads Nipper, Poul Due Jensen fra Grundfos, Carsten Egeriis fra Danske Bank og Roeland Baan fra Topsoe.
Lars Petersson, der er topchef i Velux, har også meldt sin ankomst. Det er anden gang, at Lars Petersson tager til Davos, og i år er det med fokus på to dagsordener. Den ene handler om sunde fysiske leveforhold, mens den anden er den grønne omstilling.
»Det er dér, hvor vi gerne vil gøre vores indflydelse gældende og være en del af løsningen. Og så ser jeg frem til at få indblik i de risici og muligheder, der er i verden i øjeblikket,« siger Lars Petersson.
På spørgsmålet om, hvorvidt der er en risiko for, at den grønne dagsorden bliver overset i den nuværende verdenssituation, lyder svaret:
»Det er en konstant risiko. Det var det også med covid, men det vil være en fejl, og vi bør ikke tøve på grund af kortsigtede udfordringer. Og det er jeg ikke den eneste, der mener. Jeg skal f.eks. mødes med to koalitioner på området dernede,« siger han.
Fra Lars Petersson ankommer i Davos, og til han tager hjem igen, har han rundt regnet 30 aftaler i kalenderen. Og selv om indstillingen er, at man i Velux vil vurdere fra år til år, hvorvidt man vil tage afsted, så ser det allerede nu ud til, at Lars Petersson også skal afsted i 2026.
»Så længe det er et sted, som det er i dag, hvor man kan påvirke tingene og kan blive klogere, så tror jeg, at vi tager sted. Det er et sted, hvor man kan få dækket mange områder på en effektiv måde,« siger Lars Petersson bl.a. med henvisning til muligheden for både at blive klogere på nye områder og holde møder med alt fra nuværende kunder over potentielle kunder og til regeringsledere.
På listen over danskere, som befinder sig i toppen af store udenlandske firmaer, finder man Jim Hagemann Snabe, der ud over at være bestyrelsesformand for den tyske industrigigant Siemens også sidder i bestyrelsen i World Economic Forum. Dertil kommer Jakob Stausholm, der siden 2021 har været topchef i mineselskabet Rio Tinto.
Ester Baiget, der er topchef i Novonesis, deltager også. Det er hendes fjerde årsmøde som øverste chef for den danske biotekvirksomhed, og hun ser det som en kærkommen lejlighed til at få vendt de dagsordener, der presser sig på i en turbulent verden.
»Davos er en fantastisk mulighed for at have en vigtig politisk diskussion om de store emner, som giver anledning til bekymringer, men som også rummer muligheder. Det er en styrke, at både erhvervslivet og samfundets ledere er samlet for at diskutere de globale og regionale dagsordener for industrien,« siger Ester Baiget.
Hun peger selv på, at klimakrisen er et område, hvor erhvervslivet skal øge indsatsen gevaldigt for at få bugt med den globale opvarmning, der ellers vil komme til at koste både samfundet og virksomhederne dyrt.
I en ny rapport konkluderer World Economic Forum, at klimaforandringerne allerede har kostet over 26.000 mia. kr. siden årtusindskiftet, og uden akut handling kan det globale bnp falde med op til 22 pct. frem mod slutningen af dette århundrede.
»Vi er nødt til at vise modet til at styrke indsatsen. Vi skal se mulighederne i at søge nye svar på de store samfundsudfordringer, og vi skal gøre det med respekt for planeten, når vi driver vækst, når vi driver velstand, og når vi skaber jobs,« siger Ester Baiget.
»Davos er det perfekte forum til at løfte den diskussion,« siger hun.

