Efter styrtdyk: Ørsted-aktien er nu banket ned under vigtig grænse
Ørsted-aktien er mandag sendt ud i noget, der minder om frit fald. Aktien er nu røget under introduktionskursen.
Ørsted er nu banket helt tilbage til start rent børsmæssigt. Og faktisk har aktien nu slået sin egen bundrekord.
Aktien er mandag formiddag blevet rundbarberet med et fald på over 25 pct., og det har sendt aktien ned i et niveau omkring kurs 228. Dermed bliver aktien altså handlet til en kurs, som ligger under introduktionskursen på 235 kr. pr. aktie tilbage i 2016. Og det er samtidig lavere end i december 2016, hvor kursen nåede ned på 230,5 kr. pr. aktie.
»Det er en katastrofe. Intet mindre,« skriver Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, i en kommentar til kursfaldet.
Det markante fald blev udløst af en fondsbørsmeddelelse fra klokken 7.26, hvor Ørsted informerede om, at selskabet på baggrund af den »den nylige væsentligt negative udvikling på det amerikanske marked for havvind« vil rejse 60 mia. kr. via en kapitaltilførsel.


