Fortsæt til indhold

USA står foran rentesænkning: Fed er klemt af politisk pres og frygt for stagflation

Fed sænker med al sandsynlighed renten onsdag, men centralbanken er klemt af stigende ledighed og fortsat høj inflation.

Jerome Powell og resten af Fed sætter med al sandsynlighed renten ned onsdag. Foto: Jonathan Ernst/Reuters
Økonomi

Nu sker det endelig. Efter mange måneders venten er der endelig udsigt til rentesænkning i USA, når den amerikanske centralbank, Federal Reserve, holder møde onsdag.

Ifølge markedsforventningerne er der en 96 pct. sandsynlighed for, at renten sænkes med 25 basispunkter fra 4,50 pct. til 4,25 pct. De resterende 4 pct. af markedet forventer et større hug på 50 basispunkter ned til 4,0 pct. Så ned skal den altså.

»En nedsættelse på 25 basispoint fra Fed er så godt som sikker i denne uge. Spørgsmålet, som nogle investorer stiller, er, om Feds medlemmer vil være mere due-agtige og gå efter en større nedsættelse, som de gjorde for næsten præcis et år siden,« skriver Matthias Scheiber, afdelingschef i Allspring Global Investment, i en kommentar.

Centralbankens beslutninger betegnes ofte som enten due- eller høge-agtige. Førstnævnte handler primært om at sikre en lav arbejdsløshed, mens de høge-agtige beslutninger primært handler om at holde inflationen lav.

Og på onsdagens rentemøde er det netop beskæftigelsen, der vil være i fokus, fortæller Philip Maldia Madsen, seniorstrateg i Nordea.

»Når Fed skal sætte renten, har de to mandater. Det ene er fuld beskæftigelse, og det andet er inflation på 2 pct., altså prisstabilitet. Fuld beskæftigelse-mandatet er kommet under pres, fordi vi har set, at jobvæksten er begyndt at falde, samtidig med at arbejdsløsheden er begyndt at stige en lille smule,« siger han i Finans’ podcast Det Der Tæller.

Du kan høre hele udsendelsen her:

Philip Maldia Madsen tror dog ikke på, at der kommer en stor rentenedsættelse på 50 basispunkter, for inflationen er stadig stædigt høj på 2,9 pct., mens kerneinflationen, der ikke inkluderer energi og fødevarer, ligger på 3,1 pct. Dermed er der langt ned til målet om en inflation på 2 pct.

Artiklens emner
Amerikansk økonomi
Fed