Fortsæt til indhold

Derfor overraskede amerikansk vækst: Særligt én ting holder hjulene i gang

Det amerikanske BNP overraskede med en vækst på 4,3 pct. Markedet havde inden da forventet en vækst på 3,2 pct.

AL Sydbanks seniorøkonom Kim Blindbæk tør ikke udelukke, at Trump kan trække en kanin op af hatten i form af skattelettelser. Foto: Reuters/Jessica Koscielniak/File Photo
Økonomi

Den amerikanske vækst i årets tredje kvartal endte langt over forventningerne.

For mens markedet på forhånd havde forudset, at bruttonationalprodukt (BNP) ville vokse med 3,2 pct., endte den i stedet på 4,3 pct.

»Der er kommet rigtig godt i gang i væksten i USA hen over sommeren. I første kvartal faldt BNP, fordi økonomien skulle fordøje, at Trumps handelspolitik så ud til at være mere vidtgående end først antaget, men BNP-væksten i de to seneste kvartaler viser, at amerikansk økonomi ikke sådan lige lader sig slå ud af kurs,« skriver Magnus Poulsen, der er økonom hos Maj Invest, i en kommentar.

I andet kvartal steg det amerikanske BNP med 3,8 pct.

Hovedkraften bag, at væksten fortsætter sin fremgang, kan tilskrives amerikanernes forbrug, forklarer Magnus Poulsen. Det voksede med 3,5 pct. i tredje kvartal mod 2,5 pct. i sidste kvartal.

»Privatforbruget udgør cirka 70 pct. af aktiviteten i amerikansk økonomi, så når forbruget har det godt, har økonomien det godt,« skriver han.

Det kan umiddelbart virke besynderligt med tanke på, at arbejdsmarkedet har været inde i en hård periode, men det stærke aktieafkast på grund af techgiganterne har holdt hånden under det samlede privatforbrug, pointerer Magnus Poulsen.

Hos AL Sydbank noterer seniorøkonom Kim Blindbæk sig, at eksporten steg med 8,8 pct., mens importen faldt med 4,7 pct.

»Det vil sandsynligvis blive vel modtaget hos Trump, der kæmper for at løfte eksporten og skrue ned for importen af udenlandske varer ved at hæve toldsatserne,« skriver han.

Magnus Poulsen forventer dog, at importvæksten vil stige med tid.