Toldstorm truer igen aktiemarkedet: Her er de mest følsomme C25-virksomheder
Aktiemarkedet står sandsynligvis over for en rusketur, efter Donald Trump har truet en stribe europæiske lande med straftold i striden om Grønland. Flere virksomheder i C25 er i den forbindelse særligt udsatte.
Mørke skyer samler sig om aktiemarkedet, som sandsynligvis vil møde urolige vande, efter USA’s præsident Donald Trump i weekenden har varslet straftold mod Danmark og en stribe andre europæiske lande.
Sådan lyder advarslen fra eksperter.
Oskar Bernhardtsen, der er investeringsstrateg i Saxo Bank, fortæller, at man som dansk investor ikke kan undgå at frygte børsåbningen mandag.
»Umiddelbart sidder man med en følelse af deja-vu til ”Liberation Day” sidste år, hvor handelskrig og toldtrusler igen kan komme til at påvirke aktiemarkedet,« skriver han i en kommentar til Trumps nye toldtrusler.
Ganske vist leverede det brede aktiemarked et stærkt comeback efter nedturen sidste år, bemærker Oskar Bernhardtsen, men alligevel bør investorerne spænde sikkerhedsselen og forvente strid modvind.

