Fortsæt til indhold

Donald Trump melder ud: Her er den næste chef for USA's centralbank

Kevin Warsh skal være den næste chef for USA's centralbank, oplyser Donald Trump på det sociale medie Truth Social. Forude venter en mulig stopklods i Senatet.

Kevin Warsh står til at blive den næste chef for USA's centralbank, hvis alt går efter planen. Foto: REUTERS/Brendan McDermid/
Økonomi

Kevin Warsh bliver den næste chef for den amerikanske centralbank, Federal Reserve (Fed) – i hvert fald hvis det står til USA’s præsident Donald Trump, som officielt har nomineret Kevin Warsh til rollen.

Det oplyser Donald Trump fredag på det sociale medie Truth Social.

»Jeg har kendt Kevin i lang tid, og jeg er ikke i tvivl om, at han vil gå over i historien som en af de STORE Fed-formænd – måske den bedste. Ud over alt det andet er han som taget ud af “central casting”, og han vil aldrig svigte jer. Tillykke, Kevin!« skriver han.

Torsdag aften løftede Donald Trump lidt af sløret for sin beslutning. Her lød det kryptisk, at der var tale om »én som mange mente kunne have fået stillingen for få år siden«, og der er et tydeligt match med Kevin Warsh.

Han var en af favoritterne til at blive chef for Federal Reserve, da Trump i 2017 valgte nuværende Fed-chef Jerome Powell. Nu – otte år senere – ser det ud til at blive realitet, at 55-årige Kevin Warsh får den magtfulde rolle for enden af Fed-bordet.

Kevin Warsh er ikke et ubeskrevet blad i centralbanken.

Han sad i Federal Reserves Board of Governors, den øverste myndighed i den amerikanske centralbank, fra 2006 til 2011. Han blev nomineret af George W. Bush som blot 35-årig, hvilket gjorde ham til det yngste Fed-medlem i nyere tid.

Kevin Warsh er kendt for at have tætte bånd til både Wall Street og Washington D.C., og det kommer særligt til udtryk på cv’et.

Kevin Warsh har en bachelor i public policy fra Stanford University og juragrad fra Harvard Law School, hvor han specialiserede sig i krydsfeltet mellem jura, økonomi og regulering.

Han startede sin karriere i Morgan Stanley i 1995, hvor han arbejdede i storbankens M&A-afdeling i New York. Her rådgav han virksomheder på tværs af brancher om opkøb og obligations- og aktieudstedelser og opnåede i løbet af få år ledende stillinger.

I 2002 forlod Kevin Warsh Morgan Stanley for at arbejde for George W. Bush-regeringen. Her blev han særlig økonomisk rådgiver for Det Hvide Hus som en del af National Economic Council, inden han i 2006 endte i den amerikanske centralbank.

Gennem de seneste år har han været underviser på Stanford University, været en del af adskillige bestyrelser og partner i investeringsvirksomheden Duquesne Family Office.

Firmaet tilhører milliardæren Stanley F. Druckenmiller, som har tætte bånd til USA’s finansminister Scott Bessent - et forhold, der er blevet beskrevet som ”far-søn”-forhold.

Kevin Warsh var i sin tid i Fed kendt som en såkaldt ”høg”, hvilket er et udtryk for at være fortaler for stram pengepolitik og en mindre balance i centralbanken.

Netop det sidstnævnte kan have spillet en rolle i valget af Warsh.

For ligesom Scott Bessent har Warsh talt for et ”regimeskifte” i Federal Reserve, hvor balancen skal reduceres. På samme tid er Warsh i nyere tid blevet blødere i sit syn på rentenedsættelser.

På obligationsmarkedet stiger de amerikanske renter sammen med dollarkursen med meldingen om, at Kevin Warsh er Trumps nominerede til chefposten i Fed, og det er der ifølge Frederik Romedahl Poulsen, der er chefstrateg i Velliv, en årsag til.

»Markedsreaktionen viser tydeligt, at han fortsat opfattes som en af de mere høgeagtige kandidater i feltet. Men også en kandidat, der bliver sværere at påvirke politisk,« skriver han i en kommentar.

»Hvis markedets vurdering af Warsh er korrekt, vil formandsskiftet i maj næppe føre til større ændringer i den pengepolitiske linje,« fortsætter Frederik Romedahl Poulsen med reference til, at Jerome Powell træder af i foråret.

Udpegelsen af Kevin Warsh sker med et bagtæppe i form af et usædvanligt opgør mellem Det Hvide Hus og Federal Reserve.

Donald Trump har i løbet af de seneste måneder eskaleret sin retorik mod Jerome Powell, som præsidenten mener holder renterne for høje.

På samme tid har Justitsministeriet indledt en undersøgelse af Powell for angiveligt at have vildledt Kongressen i forklaringer om en renovering af Federal Reserves hovedkvarter til 2,5 mia. dollars.

Powell har i en videotale afvist beskyldningerne kraftigt og kaldt dem for et pressionsmiddel for at få centralbanken til at sænke renten.

Konflikten har fået investorer til at sætte spørgsmålstegn ved Federal Reserves uafhængighed og har været til at aflæse i obligationsmarkedet.

Mens Trump nu har offentliggjort, at han vil nominere Kevin Warsh til rollen som Fed-chef, så er det langt fra sikkert, at det bliver uden kamp.

For Senatet skal blåstemple Warsh, og der kan nomineringen hurtigt løbe ind i udfordringer.

Thom Tillis, en republikansk senator og medlem af Senatets bankkomité, har slået fast, at han vil blokere alle Fed-udnævnelser, indtil Justitsministeriets sag mod Powell er lukket.

»For investorerne er det alt andet lige godt at få en afklaring på, hvem der skal erstatte Jerome Powell,« skriver Jesper Nørgaard, viceinvesteringsdirektør i Sampension, i en kommentar til udnævnelsen.

»Det store spørgsmål til den tid kommer så til at blive, om vi med den nye centralbankchef kan være sikre på, at centralbankens uafhængighed, som Powell har været garant for trods et vedvarende pres på ham fra Trump for større rentenedsættelser, vil fortsætte fremover - eller om centralbankens fremtidige pengepolitiske kurs i højere grad vil blive styret af, hvad præsidenten foretrækker, frem for hvad økonomien har brug for.«

Artiklens emner
Det Hvide Hus
Donald Trump