Fortsæt til indhold

Efterforskning af Jerome Powell bliver droppet - baner vejen for ny Fed-chef

Justitsministeriet i USA iværksatte i starten af året en strafferetlig efterforskning af Fed-chef Jerome Powell. Nu er den droppet - og det åbner for godkendelsen af Kevin Warsh som ny mand i den magtfulde stol.

Foto: Brendan Smialowski // Ritzau Scanpix
Økonomi

USA’s justitsministerium har besluttet at droppe sin strafferetlige efterforskning af Jerome Powell, som er chef for den amerikanske centralbank, Federal Reserve (Fed).

Sagen, der har rod i milliardstore budgetoverskridelser i forbindelse med renoveringen af Federal Reserves hovedkvarter i Washington, bliver i stedet overdraget til centralbankens egen uafhængige kontrolinstans.

Sådan lyder det i et opslag offentliggjort på X fra Jeanine Pirro, som er den øverste føderale anklager i Washington D.C.

Beslutningen åbner døren for, at Kevin Warsh kan overtage rollen som Fed-chef efter Jerome Powell i midten af maj. USA’s præsident Donald Trump nominerede i starten af året Kevin Warsh til stillingen, men efterforskningen af 73-årige Powell har skabt en politisk stopklods.

Årsagen er, at der ikke har været et flertal for godkendelsen af Kevin Warsh i Senatets bankkomité, som skal blåstemple nye Fed-chefer.

Her har det republikanske komitémedlem Thom Tillis været en ledende figur i blokaden. Han har gentagne gange nægtet at godkende den nye Fed-chef, så længe en strafferetlig efterforskning af Jerome Powell står på.

Efterforskningen har været stærkt omstridt.

Jerome Powell har i en videoerklæring, som blev offentliggjort af Federal Reserve i starten af året, beskrevet den som et forsøg fra Donald Trumps regering på at presse centralbanken til at sænke sin toneangivende rente.

Powell beskyldes for at have givet falsk forklaring for Senatet sidste år, hvilket han har afvist.

Flere analytikere har – som Finans har skrevet om – peget på, at sagen mod Jerome Powell risikerede at skade centralbankens uafhængighed.

Jeanine Pirro fastholdt så sent som onsdag, at efterforskningen af Jerome Powell ville fortsætte, selv om en føderal dommer i marts underkendte de stævninger, som Justitsministeriet havde sendt til Federal Reserve.

Hun understreger på X, at man ikke vil ”tøve med at genoptage en strafferetlig efterforskning, hvis fakta tilsiger det,” med reference til, at Federal Reserves kontrolinstans snart vil udarbejde en rapport om sagen.