IMF advarer om en genstart af Irankrigen: »Bufferne er brugt op«
De strategiske oliereserver reddede verden under Irankrigens første runde. Men nu er de brugt op, advarer IMF, og Hormuzstrædet er lukket på ny.
Freden mellem USA og Iran holdt ikke længe. Måske fordi der aldrig var tale om en egentlig fred. Og det er ikke klart, om verden kan holde til en gentagelse af forårets oliechok.
For de strategiske oliereserver, der holdt priserne nede dengang, er så godt som brugt op.
Aftalen, som de to lande indgik midt i juni, var blot et såkaldt »forståelsesmemorandum«, hvori parterne i det store hele ikke blev enige om meget andet end at fortsætte dialogen om muligt. Og de stod milevidt fra hinanden.
Det var dog nok til at få markederne til at slå koldt vand i blodet.
For i det mindste virkede Hormuzstrædet, som 20 pct. af verdens olie sejlede gennem dagligt inden krigen, til at være genåbnet. De globale oliepriser dalede med det samme fra lige omkring 90 dollars til omkring 70 dollars tønden.
Det var kun en smule over niveauet, inden krigen begyndte. Krisen, lød markedets klare dom, lod til at være forbi.
Det holdt ikke længe. I sidste uge beskyldte USA og Iran hinanden for at bryde rammerne for memorandummet. Trump kaldte nye forhandlinger for »tidsspild« og det iranske styre for »afskum«.
Snart efter begyndte missilerne igen at flyve – og Hormuzstrædet blev lukket på ny. Trump truer nu med at ramme iransk infrastruktur og kraftværker, mens Iran selv truer så godt som al infrastruktur i regionen.
Oliepriserne er steget på ny – men ikke så meget som frygtet, og de ligger nu på omkring 80 dollars tønden. Men det er uklart, om det kan vare ved.
Det lykkedes ellers oliemarkederne at ride det meste af stormen af, efter at USA først erklærede krig mod Iran i slutningen af februar, og den efterfølgende lukning af Hormuzstrædet kastede verden ud i det største oliechok i verdenshistorien.
I hvert fald målt på volumen. Prismæssigt steg priserne ikke engang til niveauet fra dengang Rusland invaderede Ukraine.
Hvorfor er ikke et mysterium.




