Midt i krigseskalation og energichok: ECB holder renten i ro
Præcis som ventet fastholder Den Europæiske Centralbank (ECB) sin rente, men centralbanken står i et dilemma, og det er ikke sikkert, at renten vil blive holdt i ro længe.
Den Europæiske Centralbank (ECB) har valgt at fastholde sin ledende rente på 2,25 pct. Sådan lyder det i en ny rentemelding, der netop er blevet offentliggjort efter ECB’s to dage lange rentemøde i Frankfurt.
Meldingen kommer langt fra som en overraskelse. Finansmarkederne og økonomer spåede i brede træk, at centralbanken ville holde renten i ro, og en stribe ECB-medlemmer signalerede netop det inden rentemødet.
»Det er det mindst overraskende, der er sket i juli. En forhøjelse ville have taget finansmarkederne på sengen og skabt unødig dramatik,« skriver Sune Malthe-Thagaard, chefanalytiker i Totalkredit, i en kommentar.
Men det ændrer ikke på, at rentemeldingen er omgærdet af usikkerhed.
For seks uger siden hævede centralbanken sin rente fra 2 pct. til 2,25 pct. som en reaktion på de eksplosive stigninger i energipriserne og udsigten til en stigning i inflationen som konsekvens af konflikten i Mellemøsten.
Men ikke længe efter medførte en våbenhvile mellem USA og Iran, at energipriserne faldt, og inflationen i Europa blev mildere end ventet i juni, hvilket fik økonomer til at tale om, at ECB havde begået en fejl.
Helt konkret faldt inflationen fra 3,2 pct. i maj til 2,8 pct. i juni.
Nu står ECB atter i et dilemma.





