Fortsæt til indhold

Sydbank: OECD spår væsentligt lavere vækst end ECB

Selv om Den Europæiske Centralbank, ECB, lempede pengepolitikken for mindre end to uger siden, så kan det snart blive nødvendigt at slække yderligere.

Økonomi
Ritzau Finans

Det vurderer Organisationen for økonomisk samarbejde og udvikling, OECD, der har vakt opsigt i Sydbank med sit noget mørkere syn på europæiske økonomi.

- Det er højst usædvanligt med så stor forskel i vækstskønnet fra ECB og OECD. På den baggrund anbefaler OECD, at ECB lemper pengepolitikken yderligere, konstaterer Sydbanks cheføkonom Jacob Graven og uddyber:

- I praksis betyder det, at OECD anbefaler, at ECB lader seddelpressen rulle og køber statsobligationer for nye penge, som centralbankerne i USA, Japan og England har gjort i de seneste år. Det afspejler, at OECD er dybt bekymrede for, at eurozonen bevæger sig mod en deflationsspiral med faldende priser og faldende produktion,

Det er især udsigterne for 2015, der splitter økonomerne i ECB og OECD. OECD venter en vækst på 1,1 pct. i eurozonen næste år, mens ECB's bud er 1,6 pct. Forventningerne til 2014 er 0,8 pct. i OECD, mens ECB venter en vækst på 0,9 pct.

OECD løfter desuden pegefingeren over for aktiemarkedet.

- I usædvanligt klart sprog advarer OECD om, at de svagere udsigter for den globale økonomi ikke er afspejlet i aktiekurserne, der i mange lande er tæt på rekordniveau. OECD vurderer, at de rekordhøje kursniveauer på stort set alle finansielle aktiver øger risikoen for en pludselig nedtur, skriver Jacob Graven, der dog er uenig i denne konklusion.

Han henviser til, at den rigelige likviditet, som centralbankerne stiller til rådighed for det finansielle system, betyder, at risikoen for dramatiske kursfald er behersket.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.