Fortsæt til indhold

Tyske fabriksordrer faldt overraskende meget i august

De tyske fabriksordrer faldt i august med 5,7 pct. på månedsbasis ifølge sæsonkorrigerede tal fra den tyske centralbank, Bundesbank. Dermed udviklede ordreindgangen sig noget dårligere end ventet.

Økonomi
Ritzau Finans

Økonomerne havde forudset et fald på 2,5 pct. ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg News.

- En stor del af forklaringen på det kraftige fald i august er dog en næsten lige så stor stigning i juli. De store månedlige udsving dækker over, at ordreindgangen samlet set er faldet med knap 5 procent siden begyndelsen af året, skriver cheføkonom i Sydbank Jacob Graven i en kommentar.

Selvom den tyske økonomi er bremset op over sommeren fremstår Tyskland ifølge Jacob Graven fortsat som en relativt stærk økonomi med lav arbejdsløshed, balance på de offentlige finanser og et stort overskud på betalingsbalancen.

- Hvis ikke Ukraine-krisen bliver forværret, giver det pæne muligheder for, at tysk økonomi kan komme op i fart igen i de kommende måneder, hvor en svagere eurokurs vil give medvind til de tyske virksomheder, skønner cheføkonomen.

I juli steg fabriksordrerne med 4,9 pct. på månedsbasis og en stigning på 5,9 pct. på årsbasis, viser reviderede tal.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.