Strateg: Flere rentebundrekorder i vente
Der er udsigt til yderligere rentebundrekorder i den kommende tid, mener chefstrateg.
Det vurderer chefstrateg i Danske Bank Frank Øland.
Han tror ikke, rentebunden er ramt endnu.
- Måske - men hvem tør efterhånden sige, hvor bunden er henne, siger han og forklarer videre:
- Rentestigningerne i USA nærmer sig så småt, og det vil på et tidspunkt hive renterne lidt opad, men ECB gør, hvad de kan, for at sende renterne endnu længere ned. I næste uge starter ECB et opkøbsprogram, der vil sende en bølge af likviditet ud på markederne, hvilket kan sende renterne endnu længere ned.
Det får ham til at vente flere rekorder på rentemarkederne i de kommende måneder.
Alvorlige rentestigninger venter han "måske i 2017", men han ser 2018 eller senere som "nok et bedre bud".
I den sjovere afdeling oplyser han, at der torsdag blev der skrevet historie i Holland.
Renten på en hollandsk 10-årig statsobligation faldt til under 1 pct. over middag. Det er første gang i de 500 år, der har eksisteret et obligationsmarked i Holland, at den 10-årige rente er under 1 pct. Renten var nede i 0,99 pct. før den rettede sig lidt og ved 17-tiden lå den omkring 1,03 pct.

