Fortsæt til indhold

Frygtindekset er frygteligt højt

Det såkaldte frygtindeks, VIX-indekset, er steget ganske pænt de seneste tre dage.

Økonomi
Ritzau Finans

VIX-indekset lukkede i knap 25 mandag - knap 10 point højere end onsdag i sidste uge. Det er det højeste niveau siden forsommeren 2012.

Indekset er dog fortsat langt fra topniveauerne under finanskrisen, men ligger noget over det typiske niveau for indekset.

Før finanskrisen i 2008 havde indekset typisk værdier på omkring 10. Siden har VIX -indekset "normalt" haft en værdi omkring 10-20.

Indekset var senest over 20, da krisen i Ukraine viste sig for alvor i begyndelsen af i år.

Indekset er dog fortsat milevidt fra niveauerne under finanskrisen, da verden virkelig var af lave. Under finanskrisen efter Lehman Brothers' krak i 2008 steg indekset fra omkring 20 til niveauer på 60-80 og toppede 20. november 2008 i 80,86.

VIX-indekset viser forventningerne til udsvingene (volatiliteten) på aktiemarkedet i USA, hvor høje værdier indikerer stor nervøsitet blandt investorer og lave mindre nervøsitet.

Indekset handles på børsen i Chicago mellem kl. 15.30 og 22.15 dansk tid.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.