Stærk udvikling i den tyske Zew-tillid
De tyske finansielle aktører er langt mere optimistiske i forhold til den økonomiske udvikling i Tyskland de kommende seks måneder, end økonomer havde forudset.
Det viser offentliggørelsen af det såkaldte Zew-indeks, hvor forventningsindekset for november steg markant til plus 11,5 fra minus 3,6 måneden før. Økonomerne havde ifølge Bloomberg News ventet en stigning til plus 0,5.
Den del af Zew-indekset, som afspejler vurderingen af den nuværende økonomiske situation, steg til 3,3 fra 3,2. Konsensus var ifølge Bloomberg News et fald til 1,7.
- Zews indikator for den økonomiske stemning i Tyskland er steget for første gang i 2014. De seneste væksttal for euroområdet indikerer, at økonomien stabiliserer sig, hvilket bidrager til indikatorens stigning. Dog er det økonomiske klima stadig skrøbeligt ikke mindst som følge af fortsatte geopolitiske spændinger, udtaler direktør i Zew-instituttet Clemens Fuest i en pressemeddelelse.
Zew-tillidsindikatoren er udarbejdet af Zentrum für Europäische Wirtschaftsforschung (Zew) og afspejler vurderingen af Tysklands økonomiske situation blandt institutionelle investorer og økonomer.


