26.000 flere har fået job siden sommerferien
Beskæftigelsen stiger markant, viser nye ledighedstal fra Danmarks Statistik. Beskæftigelsen er steget med 26.000 personer fra andet til tredje kvartal.
Ganske vist er ledigheden vokset med 2.000 personer siden sommerferien, men det er ikke, hvad man skal lægge mærke til ved de nye ledighedstal fra Danmarks Statistik, påpeger flere økonomer.
Det er langt mere bemærkelsesværdigt - og positivt, at beskæftigelsen er steget med hele 26.000 personer fra andet til tredje kvartal i år. Det betyder, at der er skabt 26.000 nye job i Danmark siden sommerferien.
»Det er vigtigt at fokusere på, hvor mange der er kommet i job, og at vi overhovedet er i stand til at skabe sådan en fremgang i den fase af opsvinget, hvor vi er nu. Opsvinget er ikke særligt kraftigt endnu, og væksten i udlandet ser ud til at have tabt pusten,« siger chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Erik Bjørsted.
Også cheføkonom i Danske Bank, Steen Bocian, hæfter sig ved fremgangen i beskæftigelsen.
»Arbejdsmarkedet synes uanset hvad at være i langt bedre stand, end man kunne have frygtet med udgangspunkt i den fortsat lave vækst,« siger han.
»Det er langt mere interessant end udviklingen i ledigheden, at dagens tal viser et voldsomt hop op i beskæftigelsen.«
En del af stigningen i beskæftigelsen skyldes en fremgang i deltidsbeskæftigelsen, men det er alt andet lige også godt nyt, mener både Steen Bocian og Erik Bjørsted.
Fra politisk hold har både regeringen og oppositionen længe haft travlt med henholdvis at bryste sig af jobskabelse og kritisere en alt for ringe jobskabelse.
Erik Bjørsted mener, at det er umuligt at svare på, om regeringen eller markedet skal have æren for at have skabt de 26.000 nye job.
»Fra politisk side har der helt sikkert være initiativer for at holde hånden under beskæftigelsen - ikke mindst med finansloven for i år, men noget af udviklingen skyldes nok også, at det før sommerferien så ud til at gå noget bedre med økonomien. Det har givet arbejdsgiverne mod på at begynde at ansætte og investere noget af deres opsparing,« siger han.
De nye tal fra Danmarks Statistik er den såkaldte arbejdskraftundersøgelse eller AKU-ledighed, som baserer sig på en spørgeskemaundersøgelse af, hvor mange der ønsker sig et job og aktivt søger arbejde. Tallene er dermed en smule forskellige fra de månedlige ledighedstal - også fra Danmarks Statistik - som opgør antallet af dagpengemodtagere, arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere og aktiverede.

