Opec-møde sender oliepriserne ud i styrtdyk
Udsigt til yderligere prisfald.
På det netop afsluttede ministermøde har Opec-landene besluttet at fortsætte med uændret olieproduktion i 1. kvartal af 2015, bekræfter olieministrene fra Saudi-Arabien, Kuwait og Nigeria.
I London rasler oliepriserne ned på oliebørsen The Intercontinental Exchange.
I første omgang er kursen sat mod 70 dollars pr. tønde.
Konsekvensen af beslutningen er, at Organisationen af Olieeksporterende Lande (Opec) vil fortsætte med at producere mindst 30 mio. tdr. råolie i døgnet og dermed bidrage til en situation, hvor udbuddet af olie dagligt er mere end 2 mio. tdr. større end efterspørgselen.
Den seneste uge har Opec været udsat for et stigende forventningspres om, at organisationens medlemslande på dagens ministermøde ville beslutte at sænke produktionen i et forsøg på at stabilisere udviklingen og sende oliepriserne tilbage mod de 100 dollars pr. tønde, der er det uofficielle mål.


