Kunder gik "nu-eller-aldrig"-amok på sort forbrugs-fredag
Varer for over halvanden milliard kr. blev langet over disken, og dankortet brugt 4.548.649 gange.
Danske forbrugerne svingede ivrigt Dankortet over weekenden, da "Black Friday"-bølgen hærgede landet.
Faktisk så meget, at dagen ryger op på top 10 over højeste Dankort-forbrug til dato.
I alt 4.548.649 Dankort-transaktioner skød julehandlen i gang. Gennemsnitligt blev der købt for 337 kr., og det giver et fredags-forbrug på lige over halvanden mia. kr. Det viser mandagens tal fra Nets.
Endnu en amerikansk shoppedag er kommet for at blive, siger forbrugerøkonom i Sydbank, Camilla Skovsbo Erichsen.
»Overordnet betyder tallene, at vi har taget Black Friday til os. Det er endnu for tidligt at sige om julehandlen i alt, men noget tyder måske på, at den er skudt i gang lidt tidligere i år,« siger hun.
I 2013 lå Black Friday d. 29. november. Her brugte danskerne Dankortet 4.047.618 gange. Mandagens tal viser altså en stigning i transaktioner på 12,4 pct.
Ligeledes ses en stigning i sorte-fredags-forbruget på 163 mio. kr. (svarende til 11,9 pct.) fra 2013 til 2014.
Men fredag var ikke eneste forbrugs-festdag i denne omgang. Hele weekenden har forbrugsglade danskere ivrigt shoppet julegaver og -godter. Lørdag og søndag gav 6.876.975 Dankort-transaktioner: 8,1 pct. flere end de tilsvarende dage sidste år. Også forbruget har været 8 pct. højere på de to dage i år end i 2013.
Det er "nu-eller-aldrig"-følelsen, butikkerne spiller på, lyder det fra Nordea Bank.
»Det er klart, at der var gang i dankortet i fredags, i og med at der var utrolig mange gode tilbud på gaver. Det har mange benyttet sig af, det er der slet ingen tvivl om. hvis der er der noget, der kan lokke penge ud af folk, så er det gode tilbud og den der "det-er-her-og-tilbudet-kommer- ikke-igen”-følelse, som flere butikker spiller på,« siger forbrugerøkonom i Nordea, Ann Lehmann Erichsen.
Selvom prognosen stadig lyder på mindre julegaver til danskerne, mener hun, at fredagens og weekendens forbrugsfest kan give håb om øget julesalg:
»I og med at mange køber gaver i god tid, er det håb om, at de – netop fordi det har sparet så meget – køber flere gaver senere på måneden, så samme modtager får lidt ekstra,« siger hun.
Desuden mener hun, at det slet ikke er så overraskende, at danskerne skruer ned for julegave-eventyret med næsten 8 pct., som Nordeas prognose lyder på.
For julen er børnenes fest, som hun siger.
»Med færre børn og dermed børnebørn at købe gaver til, kan det afdæmpede gavebudget tyde på, at julen flere steder i højere grad foregår på de voksne præmisser, hvor måltid og samvær er det centrale. Og budgettet til mad og træ laver vi nemlig ikke om på,« siger Ann Lehmann Erichsen.
Siden 2010 er antallet af nyfødte faldet med mere end 10 pct. Og siden 2008 er antallet af børn i alderen 0-9 år faldet 4 pct. i forhold til i dag.
Black Friday er ikke den eneste amerikanske tradition, som er kommet til Danmark. Også Valentines Day og Halloween er i stigende grad begyndt at snige sig ind i danskernes hjem. Men både Valentines Day og Halloween er rent forbrugsmæssigt forbundet med flere udgifter for danskernes pengepung, hvorimod Black Friday spiller på tilbud på julegaver. Endnu en amerikansk tradition, der i disse dage kryber ind under huden, er Cyber Monday: Mandagen efter Thanksgiving, hvor særligt onlinebutikkerne holder udsalg.