Her finder man verdens værste statsobligation
Statsobligationer betragtes normalt som en nogenlunde sikker investering. Det gælder dog ikke i alle tilfælde.
På et år, hvor Rusland led under rublens kollaps, Ukraine lagde grund til voldelig konflikt, og Argentina kom i økonomisk kattepine, er det i Venezuela, man skal finde verdens værste statsobligation.
Landets dollar-denominerede papirer tabte i snit 31 pct. i årets løb - mere end noget andet land ifølge Bloombergs indeks.
Ukraine var det næstværste sted at investere i statsobligationer. Her var tabet dog kun halvt så stort.
Opgørelsen viser, at obligationer på nye markeder i snit vandt frem, mens statspapirerne i ilande tabte 0,3 pct.
Forklaringen på Venezuelas ringe obligationer skal blandt andet findes i den faldende oliepris, der fik investorerne til at flygte. Landet har samtidig været plaget af verdens hurtigst løbende inflation, mangel på alt fra mælk til medicin og voldelige demonstrationer.
Ifølge Bloomberg News er sandsynligheden for, at Venezuela går statsbankerot i løbet af de næste fem år steget til 90 pct. - det højeste niveau i verden.
- Opsparing til dårligere tider har bestemt ikke fundet sted i Caracas. Rusland invaderede Ukraine, Argentina gik statsbankerot, men de klarer sig alligevel bedre, konstaterer Ray Zucaro, pengechef ved SW Asset Management LLC, over for nyhedsbureauet.
Prisen på Venezuelas olie, der udgør 95 pct. af landets eksport, er drattet med 49 pct. siden juni til den laveste pris siden 2009.

