Fortsæt til indhold

Danskerne har udsigt til billigere varer

Udsigten til faldende priser i Europa giver danskerne billigere varer. Men det er skidt, hvis det også smitter af på lønnen.

Chefen for den europæiske centralbank, Mario Draghi, begynder formenlig snart at købe medlemslandes statsobligationer op.
Økonomi

Danskerne kan snart lægge flere varer i indkøbskurven for de samme penge. Meget tyder nemlig på, at Europa er på vej ind i en periode med faldende priser, lyder vurderingen fra flere økonomer.

»Hvis det holder sig til faldende priser, er det selvsagt positivt for de danske borgere, som vil kunne få mere for pengene. Problemet opstår, hvis det bider sig fast i en længere periode og også medfører faldende lønninger,« siger Steen Bocian, cheføkonom i Danske Bank.

Faldende lønninger kan nemlig være gift for et land som Danmark, hvor boligejerne generelt har meget gæld.

»Det betyder jo, at man får sværere ved at finansiere sin gæld. Det er dét, man frygter ved deflation – altså negativ inflation,« siger Steen Bocian.

Han peger på, at Den Europæiske Centralbank formentlig snart går i gang med at bekæmpe de faldende priser med nye midler.

Centralbanken har indtil nu været særdeles tilbageholdende med at købe medlemslandenes statsobligationer. Det gør det nemlig billigere for medlemslandene at finansiere gælden, fordi renten på statsobligationerne falder. Det mindsker incitamentet til at nedbringe gælden, hvilket centralbanken ikke bryder sig om.

»Men for at undgå en langvarig deflation, som vi har set i Japan, er de fleste økonomer enige om, at Den Europæiske Centralbank bliver nødt til at købe statsobligationer op. Det handler i bund og grund om at oversvømme markederne med likviditet,« siger Steen Bocian.

Hvis man gerne vil sparke gang i væksten i Europa, er rentesænkninger også et brugbart redskab. Men her er der stort set intet at hente, da renten allerede er helt nede og kysse gulvbrædderne.

De europæiske politikere kan også skrue på de såkaldte finanspolitiske instrumenter, hvis man gerne vil øge væksten, men også her er værktøjskassen ved at være udtømt, fordi det er begrænset, hvor meget underskud medlemslandene må have på statsbudgettet.

»Mange lande kører tæt på grænsen i forvejen. Men i en situation med deflation kan reglerne vise sig at indeholde en del elastik, fordi der også er politikere involveret,« siger Steen Bocian.

Artiklens emner
Deflation