Storinvestor om Draghis bazooka: »Too little, too late«
Mario Draghi annoncerede i januar et historisk opkøbsprogram kaldet quantitave easing, der skal skabe vækst i den europæiske økonomi.
Men storinvestor og stifter af investeringsfonden Pimco, Bill Gross, kalder ECB-chef Mario Draghis plan "too little, too late".
Draghi gør klogt i at iværksætte endnu en runde kvantitative lempelser, men redningsplanen simpelthen kommer alt for sent, og det vil skade den europæiske økonomi, vurderer han.
Det skriver Financial Times.
- Draghi havde reelt intet valg (angående QE, red), men det kommer alt for sent. Og det vil blive et problem, udtaler Bill Gross til Financial Times.
Ifølge investoren er det sene udkald med til at skabe tvivl om, hvorvidt opkøbsannonceringens følgende rentefald overhovedet vil få bankerne til at øge låneaktiviteten.
- Jeg tror ikke, at QE vil virke i Europa lige så godt, som det gjorde i USA. Der er kun et begrænset antal værdipapirer at købe, og renterne er nu så lave, at bankerne ikke nødvendigvis vil bruge pengene til at investere i den "rigtige økonomi". Jeg har svært ved at se, hvor meget positivt, der kan komme ud af det, tilføjer Gross til Financial Times.
Bill Gross venter endvidere to rentestigninger fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, i år, hvoraf den første vil komme i juni eller juli i form af en stigning på 25 basispoint.

