Smilet på læben har bidt sig fast hos forbrugerne
Forbrugertilliden steg marginalt i fra januar til februar, og den har dermed været positiv i 21 måneder i træk.
Uroen om den danske krone har ikke forplantet sig hos danskerne. Forbrugertilliden steg således marginalt fra 9 i januar til 9,1 i februar, viser de seneste tal fra Danmarks Statitsik.
Selv om stigningen er meget lav, betegner økonomerne det som en positiv overraskelse, fordi forbrugertilliden normalt falder i denne periode. De seneste 28 år er forbrugertilliden således faldet fra januar til februar hele 21 gange.
»Vi kan derfor også konkludere, at dagens tal sender et klart signal om, at danskerne har en jættetro på, at Nationalbanken holder fastkurspolitikken på trods af de seneste ugers spekulative angreb på kronen. Det er naturligvis positivt, da en stigende bekymring hos danskerne ellers ville have potentiale til at bremse det opsving, som vi nu ser er under opsejling i dansk økonomi,« lyder det i en kommentar fra Tore Stramer, der er chefanalytiker i Nykredit.
I Realkredit Danmark hæfter man sig ved, at niveauet for forbrugertilliden ligger i den høje ende af skalaen historisk set. Det kan dermed pege i retning af, at danskerne vil sætte mere gang i forbruget, som igen vil være til gavn for den danske økonomi.
»Det høje niveau for forbrugertilliden kan henføres til både en bedring af arbejdsmarkedet og boligmarkedet samt en fremgang i danskernes disponible indkomster, men når det er sagt, er et højt niveau for forbrugertilliden ikke en garanti for en høj forbrugsvækst,« skriver Christian Hilligsøe Heinig, der er cheføkonom i Realkredit Danmark i en kommentar.
I Nykredit er man overbevist om, at danskerne ikke gør klar til en ny forbrugsfest.
»Det går den rigtige vej for forbrugertilliden, men den er ikke desto mindre lavere end i sommers og væsentligt lavere end i de glade dage før finanskrisen. Vi er godt i gang med at ryste krisen af os, men mindet hænger ved og samtidig har danskerne opbygget en højere gæld end tidligere, hvilket vil lægge en dæmper på det fremtidige forbrug« påpeger siger Johan Juul-Jensen, forbrugerøkonom i Nykredit i en kommentar.


