Merkel: Vi skal holde euroen intakt
Den tyske kansler, Angela Merkel, vil gøre alt for, at euro forbliver intakt, for ellers risikerer det at gå ud over samarbejdet i EU.
Det sagde hun ifølge Bloomberg News forud for EU-topmødet i Bruxelles, hvor den græske gældskrise blandt andet skal diskuteres med med den græske premierminister, Alexis Tspris.
- Hvis euro fejler, fejler Europa. Hele verdens øjne kigger på, hvordan vi løser de her problemer og kriserne i enkelte lande i eurozonen. Euro er mere end en valuta, sagde Angela Merkel i Tyskland, før hun drog af sted til den belgiske hovedstad.
De kaotiske forhold omkring den nye græske regerings forsøg på at genforhandle betingelserne for landets milliardlån er egentlig slet ikke på topmødets dagsorden i Bruxelles, men det ventes alligevel at tage det meste af fokus.
Premierminister Alexis Tsipras har bedt om, at der i forbindelse med mødet blandt de 28 stats- og regeringschefer bliver holdt et møde i en mindre kreds, hvor der specifikt skal tales om Grækenland.
På de finansielle markeder virker det i øjeblikket til at være en vis usikkerhed omkring Grækenland. De græske statspapirer er på to døgn steget med omkring 90 basispoint.
- De seneste dages politiske udmeldinger har ikke været særligt konstruktive, og det giver lidt risiko. Landet har behov for at betale en hel del afdrag til blandt andre IMF (Den Internationale Valutafond, red.), men har også store betalinger til lønninger og pensioner i denne måned, så Grækenland er i akut pengenød, sagde Morten Hassing Povlsen, rentestreteg i Nordea, onsdag til Ritzau Finans.

