Fortsæt til indhold

Danske Bank: Boligpriserne vil stige understøttet af lav rente

Boligpriserne vil fortsætte med at stige i de kommende år, og der er endnu ikke tegn på bobler på boligmarkedet.

Økonomi
Ritzau Finans

Det vurderer Danske Bank i sin økonomiske prognose for marts.

Fremgangen på boligmarkedet har ifølge banken været drevet af to faktorer:

- For det første var renterne i forvejen meget lave – også før det opadgående pres mod kronen tog fat i begyndelsen af 2015 – hvilket har været med til at gøre boligfinansiering utrolig billig. For det andet har der været fremgang på arbejdsmarkedet.

- Begge faktorer trækker i retning af øget efterspørgsel og dermed højere huspriser.

Danske Bank venter, at huspriserne vil fortsætte med at stige de kommende år. Konkret ventes huspriserne at stige vil stige 3,7 pct. i år og 4,4 pcvt. næste år. Der er tale om en mindre opjustering siden prognosen i januar.

- Opjusteringen sker især på baggrund af det yderligere rentefald, men vi vurderer ikke, at rentefaldet får priserne til at stige markant. Dertil er boligmarkedet stadig for svagt i store dele af landet, skriver banken.

Danske Bank har svært ved at finde belæg for, at der skulle være bobler.

- Boblediskussionen er særligt relateret til markedet for ejerlejligheder i Københavns By, hvor priserne er steget med 42 pct. siden bunden i 1. kvartal 2009. Men i forhold til toppen, som blev nået i tiden inden krisen, så er ejerlejlighedspriserne 11,1 pct. under, anfører banken og noterer, at det, at priserne nærmer sig en tidligere top, ikke siger noget om, hvorvidt der er tale om en boble.

- Efterspørgslen efter boliger i København kan også være drevet af fundamentale forhold – eksempelvis tilflytning og stærk indkomstvækst, skriver banken.

Det konstateres også på positivsiden, at de stigende boligpriser tilsyneladende ikke er drevet af udlånsvækst.

Slutteligt løftes dog en lille moraliserende pegefinger.

- At der ikke er tale om en boble, ændrer ikke ved, at man som privatperson skal passe på med ikke at lade sig forblænde af udsigterne til fortsat lave renter og troen på evigt stigende priser, advarer banken.