Kriseråd skærper tonen: Grib nu ind mod afdragsfrihed
Det Systemiske Risikoråd understreger nu, at de lave renter gør det endnu mere aktuelt at lave et politisk indgreb mod mængden af afdragsfrie lån.
Det er kun blevet endnu mere aktuelt at sætte grænser for, hvor meget danskerne kan låne uden at betale afdrag. Sådan lyder det nu fra Det Systemiske Risikoråd, som er nedsat for at sørge for, at økonomien ikke igen kan blive overophedet.
I september 2014 foreslog rådet med nationalbankdirektør Lars Rohde som formand et indgreb, hvor der blev sat konkrete grænser for, hvor stor en del af et boliglån, der kan være uden afdrag. Argumentet var, at afdragsfriheden kan være med til at skabe kunstige prisbobler på boligmarkedet, som det skete i årene op til finanskrisen.
Forslaget kom i form af en såkaldt henstilling, som regeringen endte skulle følge eller forklare, hvorfor de valgte at ignorere - sådan som regeringen valgte at gøre i efteråret. Nu sender risikorådet så endnu en presbold over til regeringskontorerne på Slotsholmen.
»Forslaget om at nedsætte lånegrænsen for alle afdragsfrie lån er blevet mere aktuelt nu, da renten er faldet yderligere, siden henstillingen blev fremsat. Afdragsfrihed i kombination med det nu endnu lavere renteniveau giver mulighed for at opbygge høj gæld og alligevel have en meget lav ydelse. Det øger risici for overdreven gældsætning,« lyder det i en pressemeddelelse udsendt af rådet efter deres møde torsdag.
Det er dog i sidste ende en politisk beslutning, hvorvidt der skal gribes ind og laves særlige grænser for afdragsfrihed.
Finans arbejder på at få en kommentar fra erhvervsminister Henrik Sass Larsen (S). Han lod dog tidligere på ugen forstå, at han ikke har planer om større indgreb lige nu:
»Måske skulle vi også for en stund lade opsving være opsving. Der er ingen grund til at slå det ned, når det nu endelig har meldt sin ankomst. Jeg vil dog også gerne benytte lejligheden til at slå fast, at regeringen vil gøre sit for at forhindre, at boligmarkedet igen kommer i kogetilstand. Det er netop derfor, at vi allerede har taget en række initiativer, der skal modvirke, at det igen kommer til at gå for stærkt,« sagde han på Realkreditforeningens årsmøde onsdag.
De nyeste initiativer er bl.a. en ny tilsynsdiamant for realkreditinstitutter, som bl.a. skal nedbringe andelen af afdragsfrie lån, og et krav om, at boligkøbere skal kunne stille minimum 5 pct. af købesummen som udbetaling. Henrik Sass Larsen betonede, at disse initiativer nu skulle have tid til at virke, men også, at regeringen holder et skarpt øje med, at markedet ikke løber løbsk.
Denne artikel er en oplåst abonnementsartikel. Ønsker du fuld adgang til alle øvrige artikler i Finans’ abonnementsunivers, kan du helt uforpligtende få 40 dages gratis adgang ved at klikke her.


