Fortsæt til indhold

Fed-chef tror på renteforhøjelse i juni trods svage nøgletal

Selvom de seneste nøgletal i USA har været en anelse svage, så er der en pæn sandsynlighed for, at den amerikanske centralbank vil hæve renten allerede i juni.

Økonomi
/ritzau/FINANS

Det siger chefen for den amerikanske centralbanks afdeling i Richmond, Jeffrey Lacker, i en tale i Florida fredag, skriver Bloomberg News.

- Jeg forventer, at der fortsat vil være god grund til at hæve renten ved mødet i juni, medmindre de kommende økonomiske rapporter vil afvige markant fra prognoserne, siger Jeffrey Lacker ifølge Bloomberg News.

Han påpeger i den sammenhæng, at de seneste svage nøgletal, der blandt andet tæller den seneste arbejdsmarkedsrapport, bør begynde at pege i den positive retning den kommende tid.

Jeffrey Lackers syn på en snarlig renteforhøjelse skal dog ses i det lys, at der generelt hersker stor uenighed i den amerikanske centralbanks pengepolitiske komité, FOMC, om, hvornår renten skal hæves.

Det blev klart, da referatet af det seneste rentemøde blev offentliggjort sent onsdag aften dansk tid.

Her fremgik det, at flere medlemmer på med mødet 17-18. marts vurderede, at de økonomiske data og udsigterne for økonomien sandsynligvis peger på en vis form for normalisering i forbindelse med mødet i juni, mens andre FOMC-nedlemmer argumenterede for, at faldet i energipriserne og den stærke dollar vil fortsætte med at holde inflationen nede, hvilket peger på en renteforhøjelse senere på året.

Her vurderer flere banker, herunder Danske Bank, at det er mest sandsynligt med en renteforhøjelse i september.

Artiklens emner
Federal Reserve