Fortsæt til indhold

Det britiske valg kan sende pundet på tilbagegang - og danske virksomheder i vækst

Splittelsen i de britiske partier kan ikke bare skabe en ustabil politisk situation, men også svække pundet.

Økonomi

Et politisk mudret billede i Storbritannien kan være gode nyheder for det danske erhvervsliv.

Uanset hvordan valget ender med at falde ud, står pundet nemlig til at blive styrket over for euroen. Det kan have positive konsekvenser for de danske eksportvirksomheder, når de skal konkurrere med de britiske, for på den måde bliver danske varer nemlig billigere.

»Eksporten var en af de helt store skuffelser i dansk økonomi i fjor. Men det er positivt, at euroen er blevet svækket kraftigt, især over for dollaren, men også en hel del over for pundet. Med den danske fastkurspolitik betyder det nemlig, at det også går ud over den danske krone, og at danske virksomheder kan blive mere konkurrencedygtige,« siger Mikael Olai Millhøj, cheføkonom i Danske Bank.

Siden 2010 har briterne haft en koalitionsregering på trods af egentlig at operere med et topartisystem, hvor enten Arbejderpartiet (Labour) eller Det Konservative Parti (The Conservatives) tager magten.

Sådan kommer det højst sandsynligt til at gå igen denne gang, men med den stigende uenighed om centrale politiske spørgsmål på begge sider af midten, kan det enten ende i fastlåst politisk situation eller en afstemning om Storbritanniens deltagelse i EU-samarbejdet. Begge dele kan gå ud over pundet og altså dermed også de danske virksomheder.

Vinder Arbejderpartiet, bliver det med det skotske SNP som støtteparti, og selvom de to er enige langt hen ad vejen, mener SNP f.eks. ikke, at Skotland skal være en del af Storbritanniens forenede kongerige.

Vinder Det Konservative Parti derimod, bliver det højst sandsynligt med De Liberale Demokrater som partner ved regeringsbordet - og det betyder, at der om to år vil komme en afstemning om, hvorvidt Storbritannien fortsat skal deltage i EU-samarbejdet, forklarer Mikael Olai Millhøj.

Begge scenarier kan skabe usikkerhed for pundet. Det ene peger i retningen af en potentielt fastlåst politisk situation, og det andet kan betyde usikkerhed for samhandlen mellem Europa og Storbritannien. For hvordan skal to partier på den ene side enes om en måde at vende statsunderskuddet på, hvis de ikke er enige om, hvem det forenede kongerige skal råde over? Og hvordan skal partierne på den anden side sikre en fortsat vigtig samhandel med med EU, hvis man samtidigt melder sig ud af EU's frihandelsaftale?

»Det ville være negativt for dansk økonomi, hvis Storbritannien meldte sig ud af frihandelsaftalen. Storbritannien er Danmarks femtestørste eksportmarked og tredjestørste importmarked målt på varer og tjenester. Samlet havde vi et handelsoverskud på 11 mia. kr. i fjor, så det ville skabe en masse usikkerhed, hvis der kom told på varer, osv.,« siger Mikael Olai Millhøj.

Han vurderer dog stadig, at det britiske valg ikke vil have nogen større indflydelse på den britiske eller europæiske økonomi.

Med Den Europæiske Centralbanks opkøbsprogram af statsobligationer og generel økonomisk fremgang i Europa, vil valget og dets resultater højst sandsynligt ikke sætte en stopper for væksten i Storbritannien. Skulle man melde sig ud af EU, tror han også, man ville forsøge at genforhandle sig ind i en frihandelsaftale.

Artiklens emner
Ed Miliband
David Cameron