Boligmarkedet brager igennem rentestigning
Trods de store rentestigninger i april og maj forudser Finans’ Boligbarometer at priserne på husmarkedet vil accelerere.
Boligmarkedet har klaret sig helskindet igennem den seneste måneds rentestigninger, som var de største siden mindst 1994, og prisstigningerne på huse ser ud til at accelerere i de kommende måneder.
Huspriserne vil således stige næsten 5 pct. på landsplan i det andet kvartal af 2015 i forhold til året før, viser Finans’ Boligbarometer. Det er en fortsættelse af stigningerne på omtrent 4 pct. i årets tre første måneder og omtrent 1,5 pct. i 4. kvartal sidste år.
»Det har set en ret stor rentestigning, men det er med udgangspunkt i et ret lavt niveau. Bevægelsen i priserne vil fortsætte,« siger Peter Bojsen Jakobsen, økonom i Sydbank.
»Der er en tro på, at de positive vinde, der blæser lige nu, bliver ved med at blæse, og derfor er folk mere tilbøjelig til at købe fast ejendom end tidligere. Set i det lys, så ændrer rentestigningerne reelt set ikke på ret meget,« fortsætter han.
Barometeret baserer sig på en model fra Sydbank, der beregner udviklingen på husmarkedet ud fra de seneste data for bolighandler, der bl.a. inkluderer salg fra 2. kvartal, udbuddet af boliger, forbrugernes syn på deres indkomster og renteniveauet.
Historien fortsætter under grafikken...
Stigningerne bliver ifølge Boligbarometeret størst i København og byens omegn med hhv. 10 pct. og 6 pct. i kvartalet. Lejlighedspriserne i samme områder har allerede oplevet kraftige stigninger det seneste år. Nationalbankens direktør Lars Rohde, har i direkte vendinger advaret politikerne mod, at de bør gribe ind med stramninger, før det kan udvikle sig til en regulær boble.
Målingen er foretaget selv da renterne røg i vejret i slutningen af april og starten af maj. På blot 14 dage røg det ellers så populære 30-årige 2 pct. lån ud af døren og blev erstattet af en rente på 3 pct. Den højere rente betyder, at danskerne kan købe for færre penge end for blot en måned siden.
Ikke desto mindre struttede danskerne af optimisme, da målingen for forbrugertilliden i maj tikkede ind forleden. Her var de stadig meget positive omkring fremtidsudsigterne for både dansk økonomi generelt og for familiens egen økonomiske situation.
»Rentestigningerne er prellet fuldstændig af på danskernes humør,« siger Tore Stramer, chefanalytiker i Nykredit.
Denne artikel er en oplåst abonnementsartikel. Ønsker du fuld adgang til alle øvrige artikler i Finans’ abonnementsunivers, kan du helt uforpligtende få 40 dages gratis adgang ved at klikke her.

