Fortsæt til indhold

Tusindvis er forsvundet fra den danske jobkø

Beskæftigelsen steg med 4300 lønmodtagere fra februar til marts, oplyser Danmarks Statistik.

Beskæftigelsen i Danmark er alene over det seneste år vokset med 33.300 personer.
Økonomi

For 23. måned i træk voksede antallet af lønmodtagere i Danmark.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der alene i marts kom 4.300 flere personer i arbejde, og dermed er beskæftigelsen alene over det seneste år vokset med 33.300 personer.

Fremgangen i beskæftigelsen i det seneste år er primært sket i den private servicesektor, mens antallet af ansatte i den offentlige forvaltning stort set er uforandret.

»Den stigende beskæftigelse i den private sektor er en afgørende brik i den igangværende genoprejsning af dansk økonomi, da den både udgør en vigtig kilde til stigende købekraft blandt husholdningerne og samtidig mindsker presset på den offentlige saldo,« skriver Nordeas senioranaltytiker Jan Størup Nielsen i en kommentar.

I marts havde 2.599.400 personer et lønmodtagerjob i Danmark. Det er en forbedring på omtrent 59.000 personer siden den seneste bund i 2013, men der er dog fortsat også et stykke vej til toppen i 2008, da mere end 2,7 mio. var i arbejde.

Alt tyder dog på, at fremgangen vil fortsætte. Så sent som tirsdag fremgik det af den halvårlige rapport fra vismændene i Det Økonomiske Råd, at 200.000 flere kommer i arbejde i perioden frem mod 2020.

I stedet for bekymringen for en høj grad af arbejdsløshed så er det nu i højere grad frygt for flaskehalse og mangel på arbejdskraft, der giver panderynker hos landets økonomer.

I Nordea minder man om, at der er udsigt til vækst på 2 pct. i de kommende år, og dermed kan den ledige kapacitet på arbejdsmarkedet hurtigt blive opbrugt, lyder advarslen.

»Det understreger endnu engang behovet for, at arbejdsstyrken bliver udvidet for at undgå flaskehalsproblemer og højere lønstigninger, der igen vil svække den danske konkurrenceevne,« lyder det fra Jan Størup Nielsen.

I Arbejderbevægelsens Erhvervsråd glæder man sig over udviklingen, men man minder samtidig om, at det er nødvendigt at sikre et tilstrækkeligt uddannelsesniveau blandt unge.

»Det er vigtigt at sikre, at flere unge i de kommende år gennemfører en erhvervskompetencegivende uddannelse, så vi undgår en situation, hvor vi har overskud af ufaglært arbejdskraft, men mangel på uddannet arbejdskraft,« forklarer chefanalytiker Erik Bjørsted i en kommentar.

I Sydbank hæfter man sig ved, at den aktuelle fremgang på arbejdsmarkedet er så stærk, at den, hvis den holder året ud, vil overgå både regeringen og de »optimistiske« vismænds skøn fra tidligere på ugen med 10.000 personer.

»Forudsætningen for, at den nuværende fremgang kan fortsætte, er bestemt til stede. Virksomhedernes konkurrenceevne er forbedret, der er kommet vækst i europæisk økonomi, boligmarkedet er i fremgang, og generelt er økonomien for den enkelte dansker i klar bedring,« skriver Sydbanks makroøkonom Peter Bojsen Jakobsen.