Græsk krisemøde slutter uden stort gennembrud
Samtalerne vil fortsætte de næste dage, siger chef for eurogruppen. Fredag er næste frist for Grækenland.
Krisemødet mellem Grækenland og EU onsdag aften i Bruxelles er tilsyneladende endt uden det store gennembrud.
I hvert fald skal parterne mødes igen de næste dage for at fortsætte samtalerne, siger eurogruppens chef, Jeroen Dijsselbloem, efter mødet.
- Et meget godt møde. Vi vil fortsætte samtalerne de næste dage, siger han til journalister efter mødet.
Den græske premierminister, Alexis Tsipras, og EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, mødtes i cirka fire timer for at forsøge at løsne op for den fastlåste situation i forhandlingerne om den græske gæld.
Fredag skal Grækenland betale næste store låneafdrag på 300 millioner euro til Den Internationale Valutafond, men der er bekymring for, at landet ikke kan skrabe penge nok sammen.
Præcis, hvad der er talt om på mødet, er endnu uklart. Ifølge nyhedsbureauet AFP afviser Alexis Tsipras fortsat nogle af de internationale kreditorers forslag til en løsning.
- Der er punkter, som ingen betragter som et fundament for en diskussion, siger han.

