Den norske centralbank sætter renten ned
Norges Bank, der er den norske centralbank, har sat den toneangivende rente ned med 25 basispoint til 1 pct.
Rentenedsættelsen var ventet af 16 ud af 17, viser data fra Bloomberg News. Norges Bank oplyser, at renten forventes at komme ned på 0,85 pct. i 2016 mod en tidligere udmelding, der lød på 0,96 pct.
Umiddelbart blev den norske krone svækket ved rentenedsættelsen. Lige inden renten blev sat ned., kostede 1 euro 8,67 norske kr. - efter rentenedsættelsen ligger 1 euro i prisniveauet 8,73 norske kr.
Også hos Jyske Bank var rentenedsættelsen ventet:
- Det kan dog ikke udelukkes, at Norges Bank (NB) også sænker sin rentebane. NB er generelt i kategorien "utilregnelige", så alt kan ske. Norske kroner vil uden tvivl blive påvirket i dag, skriver Jyske Bank i en kommentar.
I Handelsbanken regner man med, at centralbankens rentebane formentlig vil indikere, at dette er den sidste rentenedsættelse i denne omgang.
- Vi ser en ganske flad rentebane herfra, inden den stiger langsomt i 2016. Det vigtigste argument for dette er tegn på lavere lønvækst, skriver Handelsbanken om renteudviklingen.
Det er prisfald på olien, der får banken til at sætte renten ned.
- Vil vi se en intensiveret afmatning i de olierelaterede industrier, som vil dæmpe BNP-væksten og skubbe arbejdsløsheden opad, siger Frank Jullum, cheføkonom i Danske Bank i Oslo, til Bloomberg News.


