Fortsæt til indhold

Strateg: BRIK-betegnelsen knækket midt over

Hold jer fra Rusland og Brasilien, lyder det i investeringsråd fra seniorstrateg.

Økonomi

Reformlysten har været helt afgørende for, hvordan de såkaldte BRIK-lande har klaret sig de seneste 12 måneder

Det slår Nordea fast i en status over udviklingen på de såkaldte emerging markets.

Hvor de fire lande, Brasilien, Rusland, Indien og Kina, tidligere passede så fint sammen i en bredt funderet investeringsplan i nye markeder, så skal man i dag se sig langt bedre for, advarer Nordea.

»I dag har verden ændret sig, og landene skal genopfinde sig selv og tilpasse sig en ny, global økonomi, som ikke længere er forbrugsdrevet. Det har krævet reformer, og lige præcis reformer eller manglen på samme har revet brikkerne fra hinanden,« forklarer Nordeas seniorstrateg Tine Choi-Danielsen.

De seneste 12 måneder er brasilianske aktier faldet 13 pct. og russiske 17 pct. Samtidig er kinesiske aktier og indiske aktier steget henholdsvis 73 og 17 pct. Forklaringen skal ikke findes i det enkelte lands økonomiske vækst, men snarere i villigheden til at gennemføre reformer i de store lande, der ellers traditionelt ikke har været tilhængere af de stramme økonomiske strategier.

»Fælles for alle BRIK-landene er, at reformer ikke har stået højt på agendaen i de gode tider, hvor der ellers var råderum til det. Forskellen er, at Kina og Indien har taget ved lære og nu kæmper for at sikre sig mod fremtidige, udefrakommende chok, og det bliver de belønnet for af investorerne,« slår Tine Choi-Danielsen fast.

Fælles for alle BRIK-landene er, at reformer ikke har stået højt på agendaen i de gode tider, hvor der ellers var råderum til det.
Tine Choi-Danielsen, seniorstrateg, Nordea

Den problematiske økonomiske kurs i Rusland og Brasilien skyldes flere ting.

Rusland slås først og fremmest med konsekvenserne af sammenstødet med Vesten affødt af Ukraine-krisen, mens Brasilien lider under en forfejlet vækststrategi, hvor man bl.a. opbyggede toldmure for at beskytte de indenlandske arbejdspladser.

Ifølge Tine Choi-Danielsen er særligt Indien og Brasilien gode eksempler på, hvilken forskel reformer og troværdig økonomisk politik kan gøre.

Hun forklarer, at begge lande blev ramt af USA's snak om nedtrapning af sine obligationskøb i foråret 2013. Det sendte begge landes valuta i dørken, aktiemarkederne faldt og renterne steg.

»Modsat Brasilien lykkedes det imidlertid den indiske centralbank at stoppe den negative spiral, hvor valutakurssvækkelse førte til stigende inflationspres, og den troværdighed har landet nydt godt af siden. Brasilien derimod er blevet tvunget ud i det værst tænkelig scenarie pga. en centralbank, der kom for sent ud af starthullerne. Inflationen er eksploderet, og styringsrenten hævet 15 gange til ikke mindre end 13,75 pct. Det kvæler al vækst,« forklarer Tine Choi-Danielsen.

Også kineserne har reageret kraftigt på finans- og gældskrisens indvirkning på verdensøkonomien. Via et stort reformprogram forsøger kineserne at gøre op med tidligere tiders eksportorienterede vækststrategi.

Rusland skal frigøre sig fra afhængigheden af energiindtægterne, mens Brasilien i højere grad skal åbne sig for omverdenen, lyder rådene fra Nordea, der anbefaler, at man holder sig til kinesiske og indiske aktier, hvis man vil investere i emerging markets-økonomierne.

Artiklens emner
Nordea
BRIK