Grækenland har fået et ultimatum

AARHUS/BRUXELLES – En nats frugtesløse forhandlinger og det, der ligner en spildt formiddag, er tilsyneladende endt med et ultimatum til premierminister Alexis Tsipras.

Grækenland har en time til at præsentere os for et udspil, som alle parter kan acceptere, som kan implementeres inden for få dage og som kan få kreditorerne til at udbetale den indefrosne lånetranche på 7,2 milliarder euro.

Svaret fra den græske regering vil derefter bliver præsenteret for eurolandenes finansministre, når de mødes ved 13-tiden forud for EU-topmødet, forlyder det i Bruxelles.

Spørgsmålet er, om Alexis Tsipras har mandat til at komme kreditorerne i møde?

”Pengeafpresning” er det ord, der her til morgen går igen i græske medier og især sociale medier.

»Kreditorerne vil ikke acceptere en skat på e-hasardspil, men vil lægge 23 pct. moms på mælk. Hvis interesser tjener de mon egentlig,« skriver Dimitris Papadimoulis, parlamentsmedlem for regeringspartiet Syriza, på Twitter.

Et andet Twitter-budskab fra ham lyder:

»Den hårde kerne af kreditorer ønsker ingen aftale, men gennem pengeafpresning at ydmyge Grækenland og bringe Tsipras-regeringen til fald. Det får de bare ikke held til.«

Og et tredje:

»Vi står over for et kreditorkartel. Det budskab, regeringen er nødt til at sende, er, at vi er et stolt folk. Vi vil aldrig lade os ydmyge.«

Premierminister Alexis Tsipras savner således ikke moralsk opbakning, når han i disse formiddagstimer atter sidder over for Christine Lagarde, Mario Draghi, Jean-Claude Juncker og den stab af rutinerede embedsmænd, der på et splitsekund kan træde til og konsekvensberegne ethvert nyt element, der måtte komme på forhandlingsbordet i Berlaymont-bygningen – EU-Kommissionens hovedkvarter.

Hvad der især har vakt vrede i Grækenland, er kreditorernes behandling af det udspil, som den græske regering præsenterede i mandags.

Alexis Tsipras insisterede på, at det 11 sider lange dokument skulle danne udgangspunkt for forhandlingerne, og dette har Den Internationale Valutafond (IMF), Den Europæiske Centralbank (ECB) og EU-Kommissionen valgt at tage så bogstaveligt, at de græske forhandlere nu sidder med et dokument, der er fyldt med overstregninger, korrektioner og tilføjelser – alle foretaget med rødt.

Billederne af dokumentet siger bedre end mange ord, hvor langt partnerne står for hinanden.

Dette er i sig selv en udfordring, selv om der måtte være en fælles ambition om at arbejde for Grækenlands forbliven i eurofamilien, men udfordringen virker til at være endnu større, fordi Alexis Tsipras ikke synes at være udstyret med et tilstrækkeligt fleksibelt forhandlingsmandat.

For Syrizas parlamentsgruppe er det acceptabelt at ville hæve selskabsskatten fra 26 til 29 pct. samt stræbe efter så lav en moms som acceptabelt på uforarbejdede fødevarer.

For kreditorerne vil en højere selskabsskat hæmme erhvervslivets investeringer og dermed den økonomiske vækst. Formentlig har kreditorerne forståelse for ønsket om en lav moms på uforarbejdede fødevarer af hensyn til lavindkomstgrupperne i Grækenland. Men da en anselig del af handelen med disse fødevarer i dag foregår uden brug af kasseapparater og kvitteringer, hersker der betydelig skepsis over for den græske regerings beregninger af det forventede provenu – selv med en lav fødevaremoms.

På basis af officielle udtalelser, spredte bemærkninger, informationer uden for citat og den evige rygtestrøm i Bruxelles synes gensidig mistro at være spøgelset i forhandlingslokalet.

Belært af fem års systematisk overvågning af Grækenland har kreditorerne dårlige erfaringer med skiftende græske regeringers evne til at levere.

Bureaukratisk træghed, manglende digitalisering og en stor, sort økonomi har gang på gang vist, at de økonomiske modelberegninger af f.eks. en ny afgift, ikke har vist sig at holde blot nogenlunde stik i den græske virkelighed.

Derfor valgte kreditorerne på et tidspunkt en helt ny vej, da en forhøjet ejendomsskat skulle opkræves: Nemlig at opkræve pengene sammen med el-regningen, fordi der var styr på el-målerne og på opkrævningssystemet.

Tilsvarende mistro er der på den græske side af forhandlingsbordet.

Alexis Tsipras og hans stab følger også nyhedsstrømmen. De ved godt, at der i dele af eurofamilien efterhånden er opbygget en så stor træthed overfor Grækenland, at et brud ses som det mindste onde.

Grækerne har også udviklet mange konspirationsteorier om kreditorernes skjulte dagsordener, og tilsyneladende går megen tid i forhandlingslokalet med at forsøge at aflure modparten i jagten på formodningen om, at det, der bliver sagt, ikke afspejler den reelle hensigt.

Dette spil har nu varet så længe, at kreditorerne finder det udsigtsløst at fortsætte.

Nu venter alle på Alexis Tsipras.