Danske Invest ramt af græsk krise
De store udsving på finansmarkederne har fået Danske Invest til midlertidigt at stoppe handlen i flere af sine investeringsforeninger.
Der er store fald og kaotiske tilstande på aktie- og obligationsmarkederne mandag efter, at Grækenland i weekenden tog et stort skridt til mod kanten. Tumulten på markederne har fået Danske Invest til at sende flere af sine afdelinger i børspause.
Det tæller blandt andre "Globale virksomhedsobligationer", "Østeuropa", "Nye markeder obligationer" og "Mix Obligationer". Danske Invest har valgt at sende investeringsforeningerne til tælling, da markedet er så tumultarisk, at deres værdi ikke kan regnes ud.
»Vi har valgt at gå i børspause, fordi det nuværende ikke er muligt at beregne en retvisende og fair indre værdi, da der ikke er tilgængelige priser i markedet på udvalgte typer af værdipapirer,« siger Head of Investment hos Danske Invest Tina Hjort Hetting.
Med børspausen må investorerne stå og se til, mens deres værdier taber penge i det faldende marked. Når papirerne er i pause kan de nemlig hverken købes eller sælges.
»Under en midlertidig børspause som denne er det således ikke muligt for investorerne at sælge deres beviser i de berørte afdelinger. Investorer har først mulighed for at handle igen, når den midlertidige børspause er ophævet,« siger Tina Hjort Hetting og fortsætter:
»Børspausen er faktisk skabt med det formål at beskytte investorne.«
Danske Invest forventer, at der kan åbnes for handel igen senere i dag. Det vil dog først ske, når der er bliver stillet priser i markedet, så man ved, hvad foreningerne er værd.
Det er ikke tit, at markedet er så kaotisk, at Danske Invest må standse handlen med sine investeringsbeviser.
»Det er ikke noget, der sker hver dag, men i tilfælde som den aktuelle turbulens, anmoder vi om en midlertidig børspause for at beskytte investorernes interesser,« siger Tina Hjort Hetting.
En stribe andre banker og formueforvaltere har på linje med Danske Invest valgt at sende deres investeringsforeninger i børspause mandag.

