Danske Bank: Husk kontanter, to kreditkort og nyd ferien
Der er ingen grund til at sløjfe ferien til Grækenland på trods af den økonomiske krise i fortæller Danske Bank.
Den græske økonomi er i knæ, bankerne er lukkede og der er indført grænser for, hvor mange penge man kan hæve. Så det er om at tage friske euro med, hvis ferien går til det græske i år. Så der er ingen grund til at blive i regntunge Danmark.
Det fortæller kundedirektør i Danske Bank Thomas Mitchell, der oplever mange kundehenvendelser lige nu fra danskere, der er skal på ferie i Grækenland.
»Vi fortæller vores kunder, at det er vigtigt, at de har kontanter med, hvis de rejser til Grækenland. Man kan ikke længere være sikker på, at man kan hæve penge,« siger Thomas Mitchell og fortsætter:
»Der er i princippet ikke et maksimum for, hvad udlændinge kan hæve, så man bør få kontanter. Men vi kan ikke garantere noget.«
Samtidig opfordrer Danske Bank og Thomas Mitchell sine kunder til altid at rejse med to forskellige kreditkort, da det giver ekstra muligheder hvis det ene ikke fungerer. Og rigeligt med kontanter.
»Omvendt skal man selvfølgelig passe på med ikke at gå rundt med alt for store mængder kontanter, men skal man på ferie i 14 dage, og man ikke er sikker på, om man kan hæve, så skal man selvfølgelig tage med, så man er på den sikre side,« siger Thomas Mitchell.
Grækenland valgte søndag at lukke sine banker, da forhandlingerne med EU omkring landets gæld brød sammen. Det betyder, at der ikke længere flyder penge til landet, der dermed kan løbe tør for kontanter. Derfor blev bankerne erklæret lukket, og der er sat en maksimumsgrænse på 60 euro for grækere, når det kommer til at hæve penge i automater.
Det er samtidig meget svært at overføre penge til landet, da bankerne er lukkede, og Danske Bank kan ikke garantere, at det kan lykkes, hvis man forsøger at overføre penge.
Situationen er ganske kaotisk stadigvæk, og det er ikke sikkert, at bankerne åbner lige med det samme.
»Det er lidt svært, og vi ved ikke, hvordan tingene vil udvikle sig. Men grundlæggende skal man huske kontanter, to forskellige kreditkort og så ellers bare nyde ferien,« siger Thomas Mitchell.

